»The show must be paused,« lød beskeden fra en stor del af musikverdenen i går, da flere kunstnere, pladeselskaber og medier trak stikket til ’black out Tuesday’.
Compton-rapperen YG var dog blandt kunstnerne, der valgte at gå i den modsatte retning, idet han i stedet – uden for sit label – udgav et højspændt protestnummer med titlen ’FTP’ – eller »Fuck the Police«, som forkortelsen står for.
»Alle, der poster de her sorte fotos. Det shit betyder ingenting,« skrev YG på sin Instagram, inden han slap det nye nummer. »Få din røv udenfor og bliv set. Brug din stemme på en rigtig måde. Brug din indflydelse til at få ungdommen til at stemme. Aktiver de her folk til at gøre noget mere end en donation og et IG-opslag, vi har gjort det samme shit i årevis!«
’FTP’ er, som man næsten kan udlede af titlen, et nummer, der går direkte i kødet på politiet og den brutalitet, mange netop nu er på gaderne for at protestere imod – med politimordet på George Floyd i sidste uge som den brændende katalysator. »They on a mission as the Ku Klux Cops,« rapper YG blandt andet om politiet på tracket.
I 2016 udgav YG nummeret ’FTD’ sammen med den nu afdøde Nipsey Hussle. Denne gang var det Donald Trump, fuckfingeren pegede i retning af.