Snoop Dogg og Eminem har lavet en række sange sammen, og så er de selvfølgelig forbundet i og med, at de begge i sin tid blev opdaget og produceret af legendariske Dr. Dre. Så det kan måske undre lidt, at Snoop nu ser ud til at afskrive sin rapperkollega en smule.
Snoop Dogg er nemlig netop blevet interviewet af radioprogrammet The Breakfast Club, og da diskussionen endte ved Eminem, havde westcoast-legenden et par ting at sige.
»Eminem? Det store hvide håb?«, lød det blandt andet. »Han (Dr. Dre, red.) puttede ham nok i den position, hvor han kunne blive klassificeret som en af de ti bedste rappere nogensinde. Det synes jeg ikke, at han er, men ifølge mange er han en top 10-lyriker, og det kommer fra, at han var sammen med Dr. Dre, og at Dr. Dre hjalp ham med at finde den bedste Eminem, han kunne finde«.
Ærlig snak, må man sige, og før man kører det her op til en beef, skal man nok huske på, at Snoop i de seneste år er blevet kendt for at være ærlig og bramfri. Han har vist også fortjent sig retten til at sige lige, hvad der passer ham.
Snoop Dogg kalder da også Eminem for en »holdkammerat« og en af hans »brødre«. Men understreger, at der er større legender i hiphophistorien: »Der er nogle niggas fra 80’erne, som han ikke kan fucke med. Som Rakim, som Big Daddy Kane, som KRS-One, som LL Cool J, skal jeg blive ved? Som Ice Cube. Forstår du?«
Du kan se hele interviewet forneden – Eminem-snakken starter omkring 15 minutter inde.