Branco fortsætter sin internationale stil. I starten af året udkom ‘Euro Connection’-albummet med Gilli, hvor de to danskere rappede side om side med britiske Nafe Smallz og franske Daks. Senest var det den engelske stjerne Kojo Funds, som MellemFingaMuzik-rapperen havde med på det tropiske nummer ‘Ballin’.
Nu har Branco smidt sit vers på et remix af det allerede etablerede storhit ’Djomb’ af den 28-årige franske rapper Bosh. Nummeret har domineret hitlisten i sit hjemland og ligger i øjeblikket nummer tre på den franske Spotify-hitliste.
»Og jeg hælder det der lilla i min limonade / og det shit gør mig skør, for vi’ blæst, hva’ for noget«, rapper Branco overlegent på remixet. Han arbejder selv på anden del af ‘Baba Business’, har han løbende teaset på sin Instagram.