Det er aldrig kedeligt, når Kanye West lader sig interviewe. Hvad end det omhandler hans politiske kampagne, hans religiøsitet eller hvilken vision, der fylder mest for tiden, er Kanye aldrig sky for at give os en klar indsigt i sine holdninger.
Denne gang er det Nick Cannon, der har haft fornøjelsen af at lytte til Kanyes mange meninger i sin podcast ’Cannon’s Class’. Første del af interviewet er nu udkommet (der burde altså komme mere), og i løbet af de 45 minutters snak kommer Kanye selvfølgelig omkring så mange forskellige emner, at det kan være svært at bevare overblikket.
Vi har samlet de vildeste citater fra interviewet her, hvis du ikke lige orker at sidde igennem de 45 minutter.
Gud er årsagen til det hele – også dengang Kanye afbrød Taylor Swift til MTV VMA i 2009
Kanye West: »Gud har bragt mig på knæ flere gange. Første gang, jeg blev indlagt på hospitalet i 2016, begyndte jeg faktisk at læse Bibelen. Det var en del af det, som Gud slog mig ned med«.
»Hvis Gud ikke ville have mig til at løbe på scenen og sige, at Beyoncé havde den bedste video, ville han ikke have sat mig på forreste række. Jeg ville have siddet bagerst. ‘Single Ladies’ er en af de bedste videoer nogensinde. Og jeg drak udelukkende Hennessy, fordi jeg ikke ønskede at gå til prisuddelingen, fordi det var et set-up«.
Ignoreret af Forbes-listen
»Jeg blev ignoreret af et blad, men jeg blev anerkendt af Gud … Jeg blev forbigået af Forbes-listen i to år, da de sagde, jeg ikke var milliardær. Hvordan hopper du fra en nettoværdi på 240 millioner dollars til 3,3 milliarder dollars, medmindre du er blevet snubbed? Det var som om, at folk ikke ville tillade, at en, der ikke fulgte deres regler, kunne slå igennem«.
Sunday Service
»Jeg brugte hver eneste skilling, jeg havde til markedsføring til Yeezy, på Sunday Service. Hver dollar, jeg havde. Jeg brugte 50 millioner dollars sidste år på Sunday Service, hvis du sammenlægger operaerne, hvis du sammenlægger flyturene. Det var 120 mennesker, der skulle til Jamaica. Yeezy’erne, de solgte sig selv. Så i stedet for at betale annoncer, investerede jeg det i kirken. Jeg investerede i at sprede evangeliet. Jeg investerede i at sige Jesu navn højt«.
Louis Vuitton vs. Gap
»Det gjorde ondt, da Virgil (Abloh, red.) kom til Louis … For jeg var the Louis Vuitton Don«.
»Jeg sagde til en fra Gap, at det altid havde været min drøm. Og han spurgte: ‘Var Louis Vuitton din livslange drøm’? Og jeg var sådan: Nej, se hvordan Gud arbejder. Faktisk var Gap min drøm. For jeg arbejdede hos Gap, før jeg overhovedet vidste, hvad Louis Vuitton var. Dengang havde jeg aldrig hørt ordet ‘high fashion’«.
The Birthday Party og det første vælgermøde i South Carolina
»Det kom til mig i 2015 at stille op som præsident … Da jeg kom på navnet ’Birthday Party’, var det sjovt. Det var bare vanvittigt … Jeg var sådan ’det er det!’ Jeg kan kun give Gud æren for forbindelsen til ’The Birthday Party’, der beskæftiger sig med liv og pro-life. Fordi der er børn, der nu får en chance for at have fødselsdage«.
»Enhver, der vil hive mig ned for at græde, ved I, at der på grund af South Carolina er mennesker, der har besluttet sig for at få et barn? Og hvis de var ubeslutsomme omkring det, så de aldrig nogen i min position have den holdning og sige: ‘Se her. Dette er en 7-årig lige her. Og hun ville muligvis aldrig være nået hertil«.