Kanye West har satset stort på sin valgkampagne til det amerikanske præsidentvalg. Faktisk har han brugt op mod 6.8 millioner dollars – omkring 42 millioner kroner – af sine egne penge på kampagnen, der blev annonceret i sommer.
Kampagnen er 1.2 millioner dollars i gæld til forskellige konsulentfirmaer i Arizona og New Mexico. I alt er omkring 5.8 millioner dollars blevet brugt på eksterne konsulenter, mens Wests kampagne kun har skrabet sølle 11.500 dollars sammen fra donationer.
Ifølge CNN er rapperen stadig kun opstillingsparat i omkring 10 delstater, mens han tidligere på ugen blev fjernet fra stemmesedlen i staterne Arizona og Virginia, hvilket angiveligt gør det matematisk umuligt for ham at blive valgt ind i Det Hvide Hus.
Flere rapporter fra blandt andre New York Times og CNN antyder, at Wests kampagne er startet med hovedformålet at stjæle stemmer fra Joe Biden, så Trump kan blive genvalgt. En journalist fra Forbes konfronterede West med den teori sidste måned, hvortil rapperen svarede: »Jeg vil ikke diskutere med dig. Jesus is King«.