I januar lancerede Red Bull, Universal og Muf10 hiphop-talentkonkurrencen ‘Mit kvarter’, hvor planen var at finde »den næste store urbanstjerne«. På programmet var et bootcamp-forløb, tre liveshows (med Tessa som hovednavn) og en finale under Distortion.
Som i så mange andre tilfælde fik Covid-19 dog sat en stopper for talentkonkurrencens oprindelige skema, men nu er Mit Kvarter tilbage med et nyt format og nye hovednavne.
For det første bliver showet nu streamet via Twitch – der er semifinaler 4. og 11. september, mens finalen finder sted 25. september. Det foregår fra kl. 22.00-24.00 alle de tre fredage.
Nye hovednavne er der også kommer til, og live på Twitch spiller således N3lly (4. september), Iswaal (11. september) og Lolo (25. september).
De 12 talenter (som du kan se HER) er netop blevet færdige med bootcamp-forløbet, hvor de blandt andet har været i studiet med producerne Mike Lowrey og Kephoi, og næste – og sidste – skridt er altså semifinaler og finale.
Vinderen af Mit Kvarter får en pladekontrakt hos Muf10 Records og en tur til Red Bull Studios i Paris.