Følelser. Suk. De er ikke lette at tale om. Sådan har det altid været. Men så er det jo godt, at man (læs: nogle) kan finde ud af at skrive og synge om dem i stedet.
Sådan forholder det sig hos 20-årige Mina Okabe, der nu debuterer med singlen ’I’m Done’.
»Jeg skrev teksten til ’I’m Done’ på et tidspunkt, hvor jeg havde følelser for en dreng, men vidste at det ikke ville gå. Jeg prøvede derfor at overbevise mig selv om, at jeg var færdig med at tænke på ham – selv om jeg fortsat gjorde. Så sangen handler for mig om at prøve at komme videre«, fortæller Mina Okabe til Soundvenue og fortsætter:
»Sangskrivning hjælper mig med at udtrykke mig selv. Jeg er ikke så god til at snakke om mine følelser – det er meget lettere for mig at skrive og synge om dem«.
Musikalsk er ’I’m Done’ en ekstremt blød og smukt drømmende popsang med en guitar, der døsigt svæver på skyer af rastløshed, mens Minas stemme svæver hen over den boblende basgang med en sart ømhed i de sprukne fraseringer.
Sangen er blandt andet blevet til i samarbejde med producerne Vera og Vasco, men blev oprindeligt til på Minas værelse, hvor de fleste af hendes kompositioner starter.
Mina Okabe er født og opvokset i London, hendes biologiske rødder er dansk-japanske, og i løbet af sit 20-årige liv har hun boet i byer kloden rundt fra New York til Manila. De seneste fem år har hun dog været bosat i Danmark.