BTS synger om håb i en håbløs tid på ‘BE’

BTS synger om håb i en håbløs tid på ‘BE’
BTS.

Coronaen har sat en stopper for mange ting, vi tog for givet: Familiesammenkomster, krammere, byture og verdensomspændende BTS-turneer. Selv det koreanske fænomen må bøje af for Covid-19 og har naturligvis aflyst den turné, de skulle have været på i kølvandet på deres tidligere 2020-album ‘Map of the Soul: 7’ (k-pop-genren og BTS er dog selvfølgelig begyndt at arbejde i virtuelle koncerter med stor succes).

Intet kan dog helt stoppe BTS. Kan de ikke stå til koncerter med deres ’armies’, kan de da i det mindste indspille endnu et album (deres tredje på 12 måneder), der i høj grad er dedikeret til den store og loyale fanskare. Der er en stædighed og vedholdenhed over det, som næsten kunne føles lidt kynisk og kalkuleret, hvis ikke det var fordi gruppen holdt kvaliteten og oprigtigheden.

‘BE’ kan sagtens måle sig med BTS’ tidligere udgivelser. Ydermere forholder albummet sig på en meget ægte (næsten lidt naiv) måde til den situation, vi allesammen er i lige nu. Teksterne rummer mere eller mindre direkte referencer til coronakrisen med temaer som ensomhed og savn, men også håb og sammenhold.

De tre første sange, hvor der går 00’er-boyband i den, er den sentimentale del af pakken. Der holdes ikke igen med flødede melodilinjer og sukrede produktioner, og det ville være corny, hvis ikke det var fordi, BTS var så fandens vellydende.

Den meget direkte ‘Life Goes On’ er lidt naiv i sin håbefuldhed og insisteren på, at »life goes on«, men sangen er leveret med tilpas nuance til at nå hjem, uden at det bliver klodset. ‘Blue & Grey’ er til gengæld en gennemsmuk ballade, hvor det intime underbygges af strygerfraseringer og bløde vokaler (især Jimins falset er fuldstændig overjordisk), der føles som om de bliver sunget lige ved siden af en. Her viser BTS dybde og nærvær, som ellers kan gå lidt tabt i de tykt producerede numre.

Anden halvdel af ’BE’ er mere feststemt, hvilket umiddelbart træder lidt ved siden af i forhold til corona-tematikken. På den anden side må man ikke miste modet, og man kan om ikke andet danse til sangene på værelset, som Jungkook gør i videoen til discohittet ‘Dynamite’. Og tematikkerne er stadig corona-inficerede som på ‘Stay’, der viser, at BTS kan bringe finesse ind i noget så smagløst som EDM. Her er der et tydeligt budskab til fans om at hænge i med RM, der forsikrer om, at »we connect to 7G / it ain’t the end of the world«.

Nøglen til ‘BE’ findes måske i virkeligheden i den ‘Skit’, der deler albummet op: En tre minutter lang optagelse af BTS, der sniksnakker om at være gået til tops på Billboard-hitlisten, som for uindviede kan virke ligegyldig og selvsmagende.

Men den er en invitation ind i et lille lykkeligt øjeblik i medlemmernes liv og en vigtig gestus fra BTS, der har et nærmest symbiotisk forhold til deres fans.

Mange undrer sig nok til stadighed over, hvorfor den her koreanske gruppe er blevet så stor. Svaret findes (ud over den effektive pop) i den måde, hvorpå BTS som ingen andre opererer på bølgelængde med deres fans. Gruppen forstår, at det, der er brug for lige nu, er en følelse af nærvær, håb og sammenhold. Og de vil gøre alt for at give den følelse videre.


Kort sagt:
BTS forholder sig meget direkte til coronakrisen på deres album ‘BE’, der både har sentimentale ballader og mere feststemte numre, alt sammen leveret med høj kvalitet og oprigtighed.

BTS. 'BE'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af