K-pop-giganten BTS går efter stadionstemningen på ‘Map of the Soul: 7’
Efterhånden er det ikke kun K-pop-connaisseurs, musikjournalister og -nørder, der ved, hvem BTS er. Gruppen er blevet galionsfigurer for hele K-pop-bølgen og en af internetalderens store succeshistorier.
I midten af stormen står syv mand høje BTS, der syv år efter debutalbummet er blevet et af verdens største bands og nu har udgivet deres (med lidt god vilje) syvende album.
Med alle de 7-taller i række giver det kun mening, at ‘Map of the Soul: 7’ er en refleksion over deres øjensynligt endeløse og på en måde usandsynlige succes – inklusive skyggesider. Samtidig tager albummet også BTS’ status som popmastodonter videre.
Den maksimalistiske tilgang til popmusik har nemlig aldrig været tydeligere. Stadionkoncerten nærmest ruller for det indre blik, mens man lytter. Det er stort – både følelsesmæssigt ladet, storladent produceret, og sat sammen, så der ikke er lang vej til en reaktion. BTS har aldrig lavet musik, der holder sig tilbage, og det er bestemt heller ikke tilfældet her.
Intronummeret ‘Intro: Persona’ er symptomatisk for hele albummet. Her sampler BTS introen fra deres 2014-album ‘Skool Luv Affair’, mens RM rapper om identitet og selvforståelse.
Selvrefleksion fylder generelt meget og spiller ind på både ‘Louder Than Bombs’, en af albummets mest dystre og dramatiske sange, den underspillede Jimin-solosang ‘Filter’, den smukke Jungkook-solosang ‘My Time’ og ‘Black Swan’. Som om BTS har haft behov for at forholde sig til både deres egen historie og den status, de har blandt fans verden over.
Inden for samme tema er ‘We Are Bulletproof: The Eternal’ en mere optimistisk sang; en hymne til den famøse ’army’ (»We were only seven / but we have all you now«). Det er en anelse corny, men omvendt tør man kun gisne om det sus, der går gennem stadion, når dén sang kommer på.
Men selvfølgelig er det ikke hele albummet, der er i stadionformat. Der er også ‘mindre’ sange som balladen ‘Make It Right’ og den underspillede popbanger med Halsey, ‘Boy With Luv’. Men selv de stille sange har et slags filter, en glitrende overflade, der får det til at føles stort.
Med den storhed er der fare for, at albummet knækker under sin egen vægt, tynget ned af alt det, BTS sætter i scene, og alle de forventninger og forhåbninger, der skal indfries. Og der er sange som ‘Inner Child’, ‘On’ og ‘Dionysus’, hvor det nærmest bliver for storladent. Her føles stadionstemningen pludselig lidt for fodboldagtig, massiv og nuanceløs.
Trods det beviser ‘Map of the Soul: 7’ endnu engang – ikke mindst takket være medlemmernes overbevisende og karismatiske vokalpræstationer – at BTS ikke bare er varm luft pustet op til stadionstørrelse af massiv internethype.
BTS er den ægte vare, de er ægte stjerner – med alt hvad dertil hører.
Kort sagt:
BTS forholder sig til deres status som en af verdens største popgrupper på ‘Map of the Soul : 7’, hvor stadionstemningen og den maksimalistiske pop skinner igennem.