Latinpoppen sparkede døren ind for global populærmusik – men fremtiden tilhører K-pop

Den anglofone verden har ikke længere patent på popmusik. Latin-bølgen er gået fra trend til en så integreret del af popmusik, at vi nærmest ikke tænker over det mere. Men K-poppen, med BTS og Blackpink i front, er den næste bevægelse, der er klar til (og nok allerede har taget) springet – og den er klar til fremtiden.
Latinpoppen sparkede døren ind for global populærmusik – men fremtiden tilhører K-pop
BTS.

Koreanske, syv mand høje BTS var den første K-pop-gruppe til at spille ’Saturday Night Live’, de har netop vundet to Billboard Music Awards, og deres nyeste video til ‘Boy With Luv’ slog rekorden for flest Youtube-visninger på 24 timer. Deres modstykke, Blackpink, var den første kvindelige K-Pop-gruppe til at spille på amerikanske Coachella, en af verdens mest indflydelsesrige festivaler.

K-poppen er her. Faktisk har den været her et stykke tid, og ligesom latinpoppen er k-poppens indtog et tegn på, at popmusik i 2019 opstår i et komplekst netværk på tværs af streamingtjenester, sociale medier, landegrænser, lokale fans og globale strømninger. Og k-poppens konstruerede og holistiske tilgang til popmusik er som skabt til fremtiden.

Kulturel eksportvare

K-pop (kort for ’koreansk pop’) har ikke haft sin ‘Despacito’ – og får nok ikke brug for det. Det tætteste vi kommer er ‘Gangnam Style’, men Psy-sangen var nu mere internet-meme end hit. Siden har grupper som 2NE1, Girls Generation og Big Bang haft moderat succes uden for de hjemlige markeder.

Men selv om det kan virke som om, K-pop først lige er begyndt at slå igennem over hele verden, har musikken altid haft et globalt udsyn. Siden den opstod for ca. 25 år siden (mange peger tilbage på Seo Taji & Boys som første k-pop-gruppe), er k-pop blevet opfattet som en kulturel eksportvare – så meget, at den bliver understøttet af den sydkoreanske regering.

K-pop-grupper bliver skabt af selskaber, der finder, træner og konstruerer de kunstnere, der senere bliver stjerner. Selskaberne varetager alt fra musikudgivelser, musikvideoer, dansetræning, sangtimer og så videre. De er, om end ikke fabrikker, så i hvert fald mere industrielle, end vi måske er komfortable med herhjemme (om vores pop virkelig er mere autentisk er det store, retoriske, spørgsmål).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Blackpink kommer (ligesom Psy) fra YG Entertainment og er sammensat af fire medlemmer. Ud af de fire er en fra Thailand, og to af dem har boet i New Zealand og snakker derfor flydende engelsk. Det er ikke uvæsenligt, for det er en strategi indenfor K-pop at vælge medlemmer der appellerer bredt. Udover det har medlemmer i K-pop-grupper ofte faste roller såsom danseren, hovedrapperen og ’den flotte’.

BTS kommer fra et mindre selskab (Big Hit Entertainment) og har syv medlemmer. I modsætning til andre K-pop-grupper består BTS dog udelukkende af koreanske medlemmer og synger primært koreansk. Dog udfylder de syv medlemmer stadig de klassiske k-pop-roller. Og det er ikke unormalt for fans at vælge én person og være særlig stor fan af det medlem.

K-pop er skabt til at danne stærke tilhørsforhold. Det er en hyperrealisering af det, boybands og pigegrupper begyndte at gøre i 90’erne og 00’erne. Men her er ingen flygtig skygge af noget, der skulle være ægte – tværtimod er det anerkendt blandt både kunstnere og fans, at K-pop er en konstruktion.

Helhedsoplevelsen

Musikalsk lyder K-pop af hiphop, EDM og pop og vil ikke umiddelbart lyde fremmed eller ’eksotisk’, som latinpoppen gjorde det. Men i K-pop skrues der op for alle parametre og blandes i rask væk genrer, som man herhjemme ikke ville drømme om at mikse sammen.

Blackpink dyrker nogle gange en hård EDM-lyd, som på deres nyeste single ‘Kill This Love’ og deres største hit ‘Ddu-du Ddu-du’, men viger heller ikke fra pop (‘As If It’s Your Last’) eller country-ballader (‘Stay’).

BTS-albummet ‘Love Yourself’ var et miskmask af genrer, lyde og fornemmelser: Fra ‘Fake Love’s EDM-drop til ‘Her’s oldschool raplyd. På deres seneste ‘Map of the Soul: Persona’ er numrene mere underspillede. ‘Boy With Luv’ med Halsey som gæst er en popbanger, og ‘Make It Right’ (der er skrevet af Ed Sheeran) lyder af, ja, Ed Sheeran. Hvis samarbejdspartnerne siger noget, er det, at man stadig føler behovet for amerikansk blåstempling – nødvendig eller ej.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det meste k-pop har dog det til fælles, at uagtet hvad det foregiver at være (EDM, country, rap, pop), er det front for en underliggende pop-radikalisme og overdrevethed – med overfølte vokalpræstationer og overvældende, perfekte produktioner. Det føles bare mere ekstremt, som om alle parametre er sat på 110 procent.

Og i virkeligheden er musikken kun en del af et større maskineri. For lige så vigtige er musikvideoerne, som ofte føles big budget og gennemførte. Så er der koreografierne, som grupperne bruger timevis på at indstudere (Blackpink havde koreografi på hele deres Coachella-optræden, BTS dansede sig igennem ’Saturday Night Live’). Og så er der selvfølgelig de sociale medier, hvor både Blackpink og især BTS klarer sig godt.

Blackpink ligger lige nu nummer 11 på Billboards ’Social 50’-liste, der måler hvem der klarer sig bedst på sociale medier (får flest nye følgere, mest engagement etc). De fire øverste på listen er i øvrigt K-pop-navne (Billie Eilish sniger sig ind på en 5-plads).

BTS? De ligger nummer et, har ligget på listen i 133 uger, og en af de to Billboard-priser, de vandt for nyligt, var Top Social Artist, som de vandt for tredje år i træk – den anden var Top Group. BTS er kendt for at have meget kontakt med deres fans, der nok i høj grad er vokset op i en virkelighed, hvor interaktionen gennem sociale medier er ligeså virkelig som den i kød og blod. Så det er ikke overraskende, at det har så stor effekt.

Uautentisk autentisk

At kalde k-pop en genre er misvisende på flere niveauer – rent musikalsk er det ikke en genre så meget som en måde at forstå og forholde sig til musik på. Men mere end bare at være musik er K-pop et kulturelt værdisystem, der lægger vægt på det konstruerede. Den er kompromisløs i sin uautenticitet, hvilket paradoksalt nok er noget af det mest autentiske man kan være.

I en tid, hvor vi ofte føler, at vi bør stræbe efter autenticitet, er det tiltrækkende, at man ikke behøver lade som om. K-pop er skabt til vores medierede, digitale miljø, hvor autenticitet ikke bare er en mangelvare, men også et levn fra en kultur, der ikke længere værdsætter den. For nutidens kulturforbruger er det digitale, det konstruerede og det falske mindst lige så meget værd som det ægte.

Hvad K-poppen har luret er, at popkultur er en kunstig idé, et Frankensteins monster, noget der i sin essens er uægte. Ikke en spejling af verden, men en hyperreel, 3D-printet model, der er meget mere perfekt, end hvad man nogensinde ville kunne opnå, hvis man gik efter noget så trivielt som ægthed. For pop i sin yderste potens har ikke noget med virkeligheden at gøre, men fungerer tværtimod som eskapisme, et åndehul, hvor man i et øjeblik glemmer Donald Trump, klimaforandringer, fristile, e-mails og vasketøj. Og i k-pop er de eksperter i poputopier og -euforier.

BTS på scenen til Billboard Music Awards. (Foto: Ethan Miller/Getty Images)

Fremtiden

K-pop er kommet for at blive og for at blive endnu større. Ikke fordi vi alle sammen skal kaste os for fødderne af det nye regime, men ligesom da latinpoppen begyndte at gøre sit indtog, kan denne invasion af noget udefra være en lejlighed til at se indad.

Hvorfor er det så succesfuldt, og hvad siger det om vores kultur? Hvad er det, K-pop kan? Og så er det også på tide at indse, at vores forkromede pophelte kun er ét bud på, hvordan pop skal skæres. Det lader i den grad også til, at den måde pop har fungeret på ikke er gyldig mere – Taylor Swift er tilbage med en ny single, og Justin Bieber har lovet ny musik snart, men det virker tvivlsomt, om de kan opnå lige så stor succes som for fire år siden. Den succes, der i så lang tid har virket selvfølgelig, er ikke længere selvsagt. Hvorimod det kun lader til at gå opad for Blackpink og BTS.

Der er en hunger efter nye oplevelser, følelser og forbindelser. Lige nu giver K-pop øjensynligt folk noget, de ikke får andre steder. Både nye idoler og nye venner – sjældent har en bevægelse nået så mange forskellige grupper så mange forskellige steder. Og medmindre vores ’egne’ popstjerner bliver leveringsdygtige i de ting, kommer K-poppen kun til at fylde endnu mere (hvilket selvfølgelig ikke nødvendigvis er dårligt).

BTS er grundet den kollektive eufori, de skaber, begyndt at trække sammenligninger med The Beatles. Nogle vil nok mene det er blasfemi. Skal man tro historiebøgerne, er der ikke nogen diskussion: ‘Map of the Soul: Persona’ er deres tredje udspil på et år til at gå nummer et på Billboards albumhitliste.

Den eneste anden gruppe, der har gjort det? The Beatles.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af