Tilbage i marts 2016 – otte måneder før præsidentvalget, hvor Trump besejrede Hillary Clinton – lavede YG i samarbejde med afdøde Nipsey Hussle protestsangen ‘FDT’ (Fuck Donald Trump).
Her fire år senere hitter sangen som aldrig før, og i weekenden var den helt oppe og indtage førstepladsen på amerikanske iTunes.
Nummerets nye succes begyndte faktisk allerede 3. november. Her blev ‘FDT’ downloadet 3.000 gange ifølge de første salgsrapporter af Nielsen Music/MRC Data – en stigning på 740 procent i forhold til sangens salgstal dagen før valget.
På de efterfølgende dage fik nummeret 2.000 downloads; en stigning på 233 procent på en firedagsperiode fra 30. oktober-2. november.
Lørdag den 7. november – kun en time efter det blev annonceret, at den demokratiske kandidat Joe Biden var den forventede vinder af præsidentvalget – rapporterede Chart Data sangens nylige milepæl.
‘FDT’ ligger i øjeblikket nummret tre på amerikansk iTunes, men fans er nu på en anden mission: De vil føre ‘FDT’ til tops på Billboard-listen også.
Hvilket YG selvfølgelig synes er en god idé. »Fuck Donald siden 2016«, lød det nemlig på hans Twitter som svar på satsningen.
‘FDT’ er dog ikke den eneste sang, der har fået succes grundet valget – og udfaldet af det.
Mary J. Bliges ‘Work That’, Coldplays ‘A Sky Full of Stars’, Kygo og Whitney Houstons ‘Higher Love’ og Tom Pettys ‘I Won’t Back Down’ blev alle brugt i forbindelse med Joe Biden og Kamala Harris’ sejr, og alle de sange har også oplevet massive stigninger i streams og salg siden da.