Saweetie virker helt hjemlig og hyggelig på Zoom, da jeg bliver stillet videre til hende en helt almindelig hverdagsaften. Eller, det vil sige, det er ikke aften for Diamanté Quiava Valentin Harper, som rapperen utroligt nok hedder, for hun befinder sig i Los Angeles, og der er det morgen.
Hun har briller på, sidder på sofaen og ligner mest af alt en person, der har lyst til at hygge under et tæppe med en kop kaffe og en bingeværdig serie. »Jeg er en homebody«, siger Saweetie, da jeg spørger, hvordan det er at orkestrere en større udgivelsesproces fra karantænesofaen: »Jeg nyder at være hjemme«.
En homebody er en, der har det bedst hjemme og ikke har brug for alt muligt action. Og dén persona, som Saweetie altså også udstråler her på Zoom, kunne ikke være mere anderledes fra den selvsikre, ekstroverte person, hun ellers virker som via sin musik, sine videoer og sine sociale medier.
Her er rapperen nemlig en af de mest interessante nye stemmer på hiphopscenen. Både fordi hendes musik tager festrap-klassikere som Khias ’My Neck, My Back’ (på ’Icy Grl’), Petey Pablos ’Freek-A-Leek’ (’My Type’) eller Too Shorts ’Blow My Whistle’ (den nye single ’Tap In’) og gør dem om muligt endnu mere rowdy og festlige.
Men også fordi hun portrætterer en kvinderolle, der gør de mandlige trap-artisters selvsikkerhed, seksualitet og rigdoms-pral til hendes egen – og dermed genoptegner kønsrollerne. Hun har attitude som var hun et kvindeligt Migos-medlem – og ja, hun dater også Quavo fra gruppen.
Det vil hun dog ikke tale om. Men hun fortæller gerne om, hvordan hendes to sider – den rowdy rapper og den mere rolige homebody – lever side om side. Som da hun balancerede en hiphopkarriere med en college-uddannelse. For ja: Saweetie er den sjældne klubrapper, der har en universitetsuddannelse.
»Jeg var nødt til at putte rapkarrieren på pause, for hver gang jeg for alvor dykkede ned i musikken, begyndte mine karakterer at gå ned af bakke«, siger hun om dén periode. »Mit stipendium udløb, så efter nogle år måtte jeg selv betale for uddannelsen. Fordi jeg betalte alle de penge, var jeg også nødt til at dedikere mig og færdiggøre det. Bagefter kunne jeg så fokusere på musik igen«.
Musikkarrieren viste sig dog at være lidt ligesom college: En årelang proces, der krævede hårdt arbejde og dedikation.
»Det var vildt stressfuldt efter college«, fortæller Saweetie om årene efter uddannelsen. For der gik et par år, før karrieren tog fart med ‘Icy Grl’.
»En musikkarriere er meget sort/hvid: Enten tjener du masser af penge for din passion. Eller også tjener du intet. Og i lang tid tjente jeg intet. Jeg fandt underlige jobs på Craigslist, hvor en virksomhed havde brug for hjælp en dag eller to til et event. Samtidig startede jeg et t-shirt- og tank top-mærke, der hed Money Makin’ Mamis. Jeg var over det hele, for man er nødt til at få tingene til at hænge sammen, når man er i L.A.«.
Som man nok kan tolke ud fra svaret, er der i det hele taget meget af den klassisk amerikanske entreprenør-ånd over Saweetie. Hun taler meget om sit brand, der også inkluderer »fashion, beauty og aktivisme«, og er ikke bange for at love, at hun er »nok er en milliardær om ti år«.
Med danske jantelovsører er det svært ikke at studse lidt over den slags udtalelser, der bliver leveret uden det mindste stænk selvironi. Men det er samtidig også en beundringsværdig mentalitet. Og det er fascinerende at høre, hvor tidligt den opstår i USA.
»Tilbage i highschool plejede jeg at sælge slik i skolegården«, fortæller Saweetie eksempelvis, da jeg spørger ind til hendes forretningssans. »Jeg købte slik i store mængder, og så solgte jeg stykkerne enkeltvis for en dollar eller to«.
Det drive er sikkert en faktor i rapperens succes. Der florerer eksempelvis en video på nettet, hvor en helt ung Saweetie helt selvsikkert og frygtløst går op til stjernen J. Cole for at rappe for ham. »Jeg sagde til ham allerede dengang, at jeg ville blive en stjerne som ham«, siger hun om den sag.
Men Diamanté Quiava Valentin Harper er ikke kun blevet stor på grund af ambition. Men også på grund af sin særlige lyd.
For som nævnt har hun en unik evne til at genopfriske ældre sange fra hiphophistorien. Men hun tilføjer også samtidens hiphop et unikt touch af vestkyst. Hun kommer nemlig fra The Bay Area, som er et område omkring San Fransisco, der især er kendt for stilen hyphy.
»For dem, der ikke ved det, betyder hyphy at turn up og have det sjovt«, siger Saweetie. »Det er en genre, men det er også en væremåde. Det er sorte menneskers version af at moshpitte«.
Lyden fra The Bay Area er mere minimalistisk og intens end trap, og det kan man også høre i Saweeties musik, der tit får ekstremt meget ud af ekstremt lidt. Som på Quavo-samarbejdet ’Tip Toes’ eller på den nye single ’Tap In’, der som nævnt gentænker en Too Short-sang.
Saweetie nævner også selv west coast-artister som Tupac og Mac Dre, da jeg spørger om, hvem der er hendes yndlingsrappere. Og når hun laver sange som den nye ‘Pretty Bitch Freestyle’ er det tydeligt, at hun kan levere helt hårde hiphop-bars i ånden fra dem.
Det er tydeligt, at den lokale musik er en væsentlig del af hende – og måske er det også den historiske bevidsthed, der har gjort, at hun har en så stor forkærlighed for at gendigte fortidens hits. I hvert fald understreger hun klart, hvor meget musikken har betydet gennem årene.
»Grunden til, at musik er så vigtig for mig, er, at jeg kæmpede meget med at udtrykke mig selv, da jeg var yngre«, fortæller Saweetie. »Jeg kæmpede meget med ordene. Men da jeg tog pen og papir frem, havde jeg friheden til at udtrykke mig. Da jeg indså, at hiphop i grunden er poesi over et beat, blev jeg forelsket i det«.
Den kærlighed til musikken kulminerer nu snart med udgivelsen ’Pretty Bitch Music’, hvis titel omskriver et ‘slemt’ ord til et akronym. Hos Saweetie betyder bogstaverne i ‘Bitch’ således Boss, Independent, Tough, CEO og Hyphy. Og de ord beskriver da egentlig meget godt den her selvstændige, selvsikre og meget lokalstolte rapper.
Selvom H’et altså også – i hvert fald nogle gange – kunne stå for Homebody.