‘Something Wonderful’: Henriette Sennenvaldt fra Under Byen imponerer på udfordrende solodebut

‘Something Wonderful’: Henriette Sennenvaldt fra Under Byen imponerer på udfordrende solodebut
Henriette Sennenvaldt.

Få danske sangere har samme fængslende kvaliteter som Henriette Sennenvaldt, der markerede sig som poetisk fortryllende og enigmatisk frontfigur i Under Byen på en række anmelderroste udgivelser op gennem 00’erne.

Med lighedstræk til skandinaviske åndssøstre som Stina Nordenstam og Björk opererede Sennenvaldts stemme ofte lige så meget som et instrument i orkestrets varierede og ekspansive instrumentale setup. Sjældent var den ’blot’ en vokal, og det er samme udtryk, hun kultiverer på solodebuten ‘Something Wonderful’, hvor modersmålet desuden er skiftet ud med engelsk.

Således hviskes og sukkes der i takt med de genkendelige idiosynkratiske fraseringer, og det skaber øjeblikke, der understreger, hvorfor Under Byen også påkaldte sig positiv opmærksomhed uden for Danmarks grænser.

Det er både urovækkende og effektfuldt, når Sennenvaldt lader en stakåndet vejrtrækning akkompagnere musikken i ‘Very Fantastic’, og yderst imødekommende, når hun lader stemmen modulere mere konventionelt i ‘New Skill’. Et nummer, som ligeledes udmærker sig ved et indtagende saxofonparti samt medrivende bas- og percussion-roller.

Hvor hendes tidligere band sværgede troskab til en bred buket af genrer, er ‘Something Wonderful’ mere stringent og fokuseret, materialets avantgarde/free form-præg til trods. Hvilket skyldes den hældning mod jazzen, som er albummets umiddelbare stilmæssige pejlemærke, hvis man altså skal søge mod en genrerubricering af dette legesyge og udforskende udspil.

Der sker nemlig hele tiden en digression med subtile nuanceforskydninger, som bevæger udtrykket i nye retninger. Ofte blot i øjebliksglimt, der skærper øret og kalder på flere afspilninger. Det være sig den atonale guitar i ‘Clumsy’, de multi-trackede vokaler i ‘Very Fantastic’ og synth-understrømmen i ‘Nothing Strange’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Albummets forankring mellem det udforskende og fokuserede føles dejligt uforceret og selvfølgelig, og man fornemmer tydeligt, at Sennenvaldt har udstukket en klart defineret kurs i eget regi.

Under Byen var et af Danmarks mest unikke bands, og med tanke på, hvor stor en kreativ aktie, hun havde i det foretagende, er det både påfaldende og ikke mindst glædeligt, hvor sjældent man henfalder til reminiscenser om fordums bedrifter.

Med den konservatorieuddannede tonemester Peter Barnow som sparringspartner og et minimalistisk setup i ryggen har Henriette Sennenvaldt skabt en ny og markant identitet. Det er musik, der afgjort kræver, at man investerer tid til fordybelse og åbner sig for et udtryk, få artister dyrker så overbevisende og formfuldendt her til lands.

‘Something Wonderful’ er lyden af en sand kunstner, som træder stærkt i karakter på ny.


Kort sagt:
Den tidligere Under Byen-sanger påbegynder en særdeles lovende solokarriere med et udfordrende og dragende udspil, der bevæger sig mellem det legesygt udforskende og stringent fokuserede.  

Henriette Sennenvaldt. 'Something Wonderful'. Album. Paper Bag Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af