Både Tessa og Orgi-E er rappere, der brillerer, når de leverer hårdtslående punchlines med uforskammede undertoner og overraskende dobbeltbetydninger – og det gør de i dén grad på deres nye single. For ‘Blæstegnen’ er en triumferende tornado af en sang med EDM-beat og turborim.
»Vi er maskeret med bandana, fuck mundbind«, siger Tessa i sit omkvæd, hvilket Orgi-E forvandler til sin egen punchline, når det bliver hans tur: »Brugte trusser i mit fjæs, fuck mundbind!«
Suspekt-rapperen får desuden sammenlignet sit kvarters narkoforbrug med Tour de France, og rapper, at han er fra »et sted, hvor selv de mest feminine virker macho«.
Tessa viser derimod – ligesom på Suspekt-samarbejdet ‘Vil du med…’ – at hun sagtens kan følge med selv et dansk hiphopikon som Orgi-E. Hun fyrer op for flere flabede punchlines, som denne fra andet vers: »Ikke velkommen i kvarteret, så du er blok-eret / folk er skrald, så vi sørger for der er sorteret«.
Det er altså noget af et verbalt angreb, de to rappere får udløst her. Sangen er et orgi-e (hehe) af sindssyge replikker og skarpe sætninger, og dermed er ‘Blæstegnen’ lige præcis dén nationalsang, Vestegnen fortjener.
Tessa udtaler følgende om sangen via en pressemeddelelse:
»’Blæstegnen’ handler om dén side af Vestegnen, der lever op til alle fordomme. Vestegnen er ellers en nuanceret størrelse, men der er ingen røg uden lidt ild, og den ild driver et track som ’Blæstegnen’. Den handler om at få skyggesiderne frem i lyset, være stolt af at komme fra beton-forstaden, give en finger til normen og samtidig tage lidt pis på stereotypen«.