1. Rebecca Lou & Kamma feat. Girlcrush, Greta & Brimheim ‘This Time of Year (Wake Me Up When December Ends)’
Fem spirende kunstnere har allieret sig på dette track, der handler om den hjertesorg og ensomhed, som let kan snige sig ind, når det bliver jul. Lyden er vidunderligt jule-svulstig, men den giver aldrig slip på den melankoli, der trods alt er sangens fokus. Et tidligt bud på årets bedste danske julesang.
2. Miklo ‘Lazy Bop’
Det spirende raptalent Miklo har netop udgivet sin debut-ep ‘Artist’, og hans danske version af UK Drill stråler allerede fra det frembrusende åbningsnummer ‘Lazy Bop’.
3. Vera & Jada ‘Lifetime’
Man forventer nærmest hele vejen igennem, at ‘Lifetime’ slår over i nogle synths eller bragende elektroniske trommer – men sangen er så tilfredsstillende tilbageholdende, at den forbliver akustisk hele vejen igennem, hvormed Jadas store stemme får endnu mere plads til at boltre sig.
4. Malady ‘London, I Love You, But You’re Bringing Me Down’
Debutsinglen fra det engelske rockband er selvsagt navngivet efter LCD Soundsystems ‘New York, I Love You, But You’re Bringing Me Down’, men Malady formår at træde i karakter som et spændende band i egen ret med deres vemodigt tænksomme komposition, velklingende jangle-guitar og pirrende synth-tiltag.
5. Josva ‘Bbybarkomforbi’
Den danske rapper er i sit mere melankolske, melodiske hjørne på sin nye single ‘Bbybarkomforbi’. Det er i grunden rettere r’n’b end hiphop – men det er så absolut noget af den mest rå, upolerede r’n’b, Danmark har budt på i nyere tid.
6. Tierra Whack ‘Dora’
Tierra Whack giver traditionen tro en optræden, der er lige så underfundig og farverig som hendes tilhørende video. Sangen kører over et boblende synthbeat bygget op omkring skæve vokalsamples, og Whack har som sædvanligt masser af charmerende linjer at fyre af.
7. Lil Durk feat. 6lack & Young Thug ‘Stay Down’
Tre af tidens bedste autocrooners allieret på samme track? Det lyder jo næsten for godt til at være sandt.
8. Takykardia ‘Better Times’
Det UK-jazzede afslutningsnummer på Takykardias debutalbum ‘Better’ er muligvis den progressive poptrios allermest eventyrlystne nummer – og det siger en del med den trackliste, ‘Better’ byder på.
9. Benny Jamz & Gilli ‘Mozart’
Gilli og Benny Jamz har høje ambitioner på ‘Mozart’, hvilket især forankres i det køligt overlegne omkvæd. Men beatet fra Nicky Pooyandeh skal absolut også have en del af æren, da det står ideelt over for de to rapperes stemmer.
10. Shelly ‘Steeeam’
Clairo har brugt corona-karantænen på at danne et nyt band med vennerne Claud, Josh Mehling og Noa Frances Getzug. De har udgivet to debutsingler denne uge, men især ‘Steeeam’ har vundet vores hjerter med sin døsige lyd.