Man kan ikke rigtig forestille sig, at en siddende dansk statsminister ville dukke op i en hiphopmusikvideo, der blandt andet indeholder tekster om »brugte trusser i mit fjæs, fuck mundbind«.
Men det kunne faktisk snildt være sket, har Helle Thorning-Schmidt fortalt på P1 tidligere i dag.
Den tidligere statsminister har nemlig en kort gæsteoptræden i musikvideoen til ‘Blæstegnen’, som den nye sang af Tessa og Orgi-E hedder. Og den gæsteoptræden ville hun faktisk også have lavet, hvis hun var siddende statsminister, fortæller hun i radioen, hvor hun var igennem sammen med Orgi-E.
»Det kunne jeg godt, tror jeg«, svarer hun i ‘P1 Morgen’ på spørgsmålet om, hvorvidt hun som statsminister ville kunne have medvirket i en video som ‘Blæstegnen’. Hun forklarer også, hvorfor hun kan lide netop den her sang: »Jeg synes jo, det er en vigtig ting at få claimet tilbage, at det er et fedt sted. Som Orgi-E siger: Der er så meget fed kulturkraft, der kommer derfra«.
Jep, så fik vi også hørt Thorning-Schmidt citere en Suspekt-rapper i morgenradioen. Fedt!
Den tidligere statsminister fik derudover givet en mindre brandtale for den Vestegn, hun også selv kommer fra:
»Vestegnen er meget mere end ord, det er en følelse (…) Dengang jeg var ung og begyndte at tage ind til byen og gå til fester, så var det sidste, man sagde, at man var fra Vestegnen, for folk syntes, det var det mest skod sted i verden. Samtidig synes vi, der boede derude, at det var et ret fedt sted, hvor der var mange forskellige mennesker, og hvor der skete noget (… ) Vi synes, det er et godt sted, selv om hele verden synes, det er det ringeste sted, man overhovedet kan bo«.
Der er altså skruet op for lokalstoltheden her: Det lyder jo næsten som teksten fra Suspekt-hittet ‘Proletar’!