Der er altid et bevågent øje på Kardashian-familiens kærlighedsliv, og nu er det altså kommet frem, at den ældste søster, Kourtney Kardashian, efter sigende dater Blink-182-trommeslageren Travis Barker.
Det kommer nok som en overraskelse for de fleste, at poppunk-veteranen og realitystjernen skulle have noget til fælles, men de har åbenbart bevæget sig i de samme sociale cirkler over de seneste par år. Begge har blandt andet boet i det eksklusive Calabasas-område i Californien.
Ifølge People har parret været sammen i et par måneder, hvilket for alvor blev antydet i weekenden, da begge parter uploadede lignende billeder på sociale medier fra Kris Jenners sommerhus.
Kourtney Kardashian er snart aktuel i remaket af ‘She’s All That’ med titlen ‘He’s All That’, mens Barker har brugt sin tid på at promovere Machine Gun Kellys poppunk-album ‘Tickets to My Downfall’, som han har produceret.