Popstjernerne stod i kø for at fejre indsættelsen af Joe Biden som USA’s 46. præsident i går.
Lady Gaga åbnede ballet, da hun sang nationalsangen, ‘Star-Spangled Banner’, ved den officielle indsættelsesceremoni, mens Biden og Kamala Harris var inden for meters rækkevide.
Jennifer Lopez fulgte lige efter med et medley af ‘This Land Is Your Land’ og ‘America the Beautiful’ – med en linje fra hendes egen ‘Let’s Get Loud’ –foran Kongressen.
Senere stod den på en tv-transmitteret fejring, hvor blandt andre Justin Timberlake og Ant Clemons optrådte med deres optimistiske feel good-sang ‘Better Days’ og John Legend spillede ‘Feeling Good’.
Og så var der ikke et øje tørt, da Katy Perry afrundede aftenen med sangen ‘Fireworks’, mens der blev fyret krudt af over Kongressen til ære for den nye præsident.