1. Høker ’10-4′
Den ellers ganske unge kvartet Høker har allerede genrehoppet en del igennem karrieren. Med ’10-4′ ser vi dem lave electropop fyldt med de bitre, ængstelige følelser, der ikke altid er lige rare at se boble op til overfladen.
2. Lana Del Rey ‘Chemtrails Over the Country Club’
Efter lang tids vente er Lana Del Reys syvende studiealbum endelig om hjørnet, og titelnummeret fra ‘Chemtrails Over the Country Club’ er lige den kølige dosis vemodig coolness, Lana alle dage har været mester i. Vi glæder os til at høre resten, når albummet udkommer 19. marts.
3. Bbbybites ‘Bby’
Bbybites synger om identitetskrise på dette nummer, og på den måde får hun paradoksalt nok slået sin kunstneriske identitet fast bedre end nogensinde før. Held og lykke med at få denne behagelige pophymne ud af hovedet.
4. FVN ‘Shit’
Det er under to måneder siden, raptalentet FVN ep-debuterede, men hun er allerede klar med mere af samme skuffe. Den slagkraftige ‘Shit’ har flabede punchlines, smittende selvtillid og bundsolide flows på stribe.
5. Nyck Caution feat. Denzel Curry ‘Bad Day’
Pro Era-talentet Nyck Caution har netop udgivet albummet ‘Anywhere But Here’. Vi fremhæver her et nummer, der blev udgivet et par dage inden albummet, hvor han har allieret sig med selveste Denzel Curry. Begge rappere er i så god form, at man næsten taber vejret.
6. LittGloss & Bathsheba ‘Might Be’
Den succesfulde producerduo LittGloss har her slået sig sammen med en af årets mest spændende popstemmer. Resultatet er en disco-klingende dansegulvbasker af sådan en skala, at det er synd, at man bliver nødt til at nyde den alene derhjemme.
7. Shame ‘Station Wagon’
Den engelske postpunkgruppe Shame er tilbage med deres andet album, ‘Drunk Tank Pink’. Albummets muligvis stærkeste sang er afslutningsnummeret ‘Station Wagon’, der starter noget så forsigtigt ud, men som stilfuldt udvikler sig mod et overvældende, kakofonisk støjklikmaks.
8. Flo Milli ‘Roaring 20s’
Det lyder måske kikset med en hiphopsang, der sampler ‘Spillemand på en tagryg’, men Flo Milli gør det med så meget overlegenhed og glimt i øjet, at det er totalt uimodståeligt. ‘If I Were a Rich Man’ er i al hemmelighed skræddersyet til en Kenny Beats-trapproduktion.
9. Karl William ‘Ren’
Karl Williams r’n’b har sjældent været nær så tjekket og selvsikker som på ‘Ren’. Karl William kigger både tilbage på sin karriere og frem mod sin fortsatte personlige udvikling, alt imens hans stemme stadig er til at smelte hjerter med.
10. ZacFromThe9 ‘Oppz’
‘Oppz’ er på rekordtid blevet kontroversiel, særligt grundet den voldsomme video. Den fynske rapper ZacFromThe9 anklages således af Odenses bormester for at bidrage til den lokale bandekonflikt med denne sang. Men ZacFromThe9 ville nok have fået opmærksomhed alligevel, for hans levering er lige i øjet, og hans sprøde stemme stikker øjeblikkeligt ud.