1. Miklo
Hvem er han?
Da han var helt ung, lærte Miklo sig selv at indspille musik, og siden har han også lært at klippe sine egne videoer. Resultatet var en række lyrisk imponerende freestyle-videoer med en stærk visuel side, der gjorde Miklo til en mindre Youtube-sensation i 2020. Den hype levede rapperen efterfølgende i den grad op til med sidste års debut-ep, ‘Artist’, der udkom på Muf10 Records, samt den efterfølgende single ‘Miklo’.
Hvordan lyder han?
Miklo er Danmarks nok mest fremtrædende drill-rapper. Men han har samtidig taget lyden og leveringen fra den hårde hiphop-undergenre – der især er stor i London – og tilføjet et stort fokus på punchlines og komplekse tekster. Som på singlen ‘Lazy Bop’, der både er catchy og fyldt med metaforer. På ‘Artist’ beviste han desuden, at han også mestrer både melodiske flows og personlige tekster. Miklo er, med andre ord, hele pakken.
2. Brimheim
Hvem er hun?
Brimheim er et alias for 30-årige dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff, der i 2020 ep-debuterede med ‘Myself Misspelled’. Den konservatorieuddannede sanger og sangskriver arbejder dertil på ny musik, der angiveligt vil ramme os allerede inden for dette halvår. Og så skal hun til april optræde til årets udgave af Steppeulven.
Hvordan lyder hun?
På tværs af de blot fem ‘Myself Misspelled’-tracks når Brimheim at demonstrere en imponerende spændvidde, så det kan være svært at indkredse hendes lyd. Men der er alligevel en rød tråd. Hendes dels alt.rockede, dels artpoppede univers demonstrerer alvor og patos, mens hendes vokal som P.J. Harvey formår at være både slagkraftig og sårbar. Og så er hun en ualmindeligt begavet sangskriver.
3. Julie Pavon
Hvem er hun?
Julie Pavon er en del af Aarhus-kollektivet The Secret Life of Trees, der også tæller blandt andre r’n’b-talenterne Josephin Bovién og Aggi Dix. Hun er dog bosat i København, hvor hun arbejder på en debut-ep i samarbejde med produceren Uffe. Indtil videre har vi fået én single i form af ‘Herd Animals’ fra oktober.
Hvordan lyder hun?
Housebeats har længe fyldt en del i dansk hiphop (især grundet produceren Magnus Albert fra Benal og Emil Kruse), men Julie Pavons ‘Herd Animals’ er et klasseeksempel på, hvad den lyd kan i en popkontekst. Tilsæt hendes svævende, totalt idiosynkratiske levering som sanger, og vi har en rigtig unik, spændende kombination af lyde, der går hen og tangerer det psykedeliske.
4. Mina Okabe
Hvem er hun?
Ligesom Julie Pavon har vi at gøre med en kvinde i start-20’erne, der kun har udgivet én (virkelig god) sang. Mina Okabe har dansk-japanske rødder, er født og opvokset i London og har de seneste fem år boet i Danmark. Hun skriver for det meste sin musik på sit værelse, enten assisteret af guitar eller klaver, og i oktober fik vi en forsmag på denne intimitet med den Vera/Vasco-producerede ‘I’m Done’.
Hvordan lyder hun?
Vi nævner ikke kun det med hendes værelse for at føre dig ind i hendes proces som sangskriver. Vi nævner det også, fordi ‘I’m Done’ er et klasseeksempel på, hvad soveværelsespop kan, når det gøres helt rigtigt. Det er intimt og komfortabelt uden dog at blive så bekvemt, at det forhindrer følelsesstrømmen i at folde sig helt ud. Med sin let r’n’b’ede rytmesektion har nummeret mere bevægelse end det gængse track i genren, og Okabes stemme er vidunderligt fængslende.
5. Reveal Party
Hvem er de?
Reveal party er en kvartet, der spiller sange om emner som selvforståelse, identitet, køn og andre store problematikker, alt sammen fra forsanger Emily Holm Nyhuus’ perspektiv. Emily selv er transkønnet, hvormed vi får et perspektiv, der ikke bliver belyst ofte nok i (navnlig dansk) musik. Reveal Party udgav i sommer den fremragende ep ‘You Stole a Year of My Life’, og bandet knokler for tiden på at færdiggøre deres debutalbum.
Hvordan lyder de?
Da vi i september interviewede Emily, gav hun en liste af musikalske inspirationskilder, og disse viser fornemt dialektikken, der gør Reveal Party så spændende. På den ene side har vi navne som Phil Elverum og Sufjan Stevens, der med poetisk nærvær krænger deres sjæle ud. Og på den anden side stjerner som Charli XCX og The 1975, hvis store forcer er skarpt opbyggede in-your-face popsange. Reveal Partys emo-kanaliserende lyd og fængslende melodier er en kombination, man både kan græde til og synge med på.
6. Bathsheba
Hvem er hun?
Bathsheba er en sanger i starten af 20’erne, der har haft noget af et run i 2020, hvor hun udgav den ene stort set fejlfri popsang efter den anden – i alt fik vi fire virkelig stærke singler. Debuten ‘Blind’ var desuden produceret af Magnus Albert fra Benal (som hun også har varmet op for på Store Vega), og siden har hun arbejdet med stjerneproduceren Hennedub.
Hvordan lyder hun?
Bathsheba forstår frem for alt instinktivt en af popmusikkens store sandheder: At den fængende melodi og det store omkvæd sagtens kan gå hånd i hånd med en dybere eller – i visse tilfælde – mere dyster tekst. Det giver hendes fremragende sammensatte poptracks en ekstra dimension og gør hende til et godt bud på en fremtidig popstjerne.
7. Olivver
Hvem er han?
Godt spørgsmål! I første omgang var Olivver en central del af 25/8-crewet omkring folk som Lille Høg og Baby Bino, der lavede en slags dansk pendant til den druggy, hedonistiske Soundcloud-rap, som dominerede i USA for få år siden. Siden har han bevæget sig i en mere melodisk retning og blandt andet lavet en stribe stærke tracks med produceren Chanelbigs. Det har fået folk som Lord Siva og Emil Stabil til at pege på Olivver som et af de helt store nye danske hiphophåb.
Hvordan lyder han?
Olivver har indtil videre lavet svævende, catchy rap, der ikke er bange for at bruge masser af autotune og melodier. Hans stærkeste sange er samarbejderne med Chanelbigs – ‘Sige ting’, ‘Skift op’ og ‘Imorgen’ – hvor han lyder sublimt svævende. Især sidstnævnte er et fingerpeg om, at Olivvers kommende album (der efter sigende produceres af Lille Høg) kan rykke hans lyd endnu længere væk fra klassisk rap.
8. Helena Gao
Hvem er hun?
Dansk-kinesiske Helena Gao debuterede i oktober med singlen ‘Cybergirl’, hvor hun synger om det pinlige (men relaterbare) fænomen at stalke andres SoMe-profiler. Allerede måneden efter fik vi den blot otte minutter lange debut-ep ‘Extended Adolescence’, der hurtigt fik os til at længes efter mere – hvilket man nok kan få at høre, når hun 3. april gæster Vega sammen med det tidligere Jenny-medlem Barbro.
Hvordan lyder hun?
Det er lidt folk, lidt pop, lidt singer/songwriter og godt og grundigt left field. Ja, til tider bliver det så abstrakt og atmosfærisk, at genrevridende albumkunstnere som Talk Talk og The Microphones bliver de mest oplagte soniske sammenligninger, selv om deres kortere numre deler varighed med Gaos længste. Der er en ynde over hele hendes hidtidige output, men oftest vil der være noget i lyden, der vækker en markant uro og gør hendes soundscapes rige og komplekse.
9. Mercedess
Hvem er hun?
Mercedess kom ind i musikken på en dejligt gammeldags måde. Nemlig ved først at lytte til en masse koncerter på spillestedet Gæstgiveren på Bornholm, som hendes forældre ejer – og så senere gennem at varme op for de besøgende artister. I 2020 tog hun så skridtet fuldt ind i musikkarrieren, og udgav sangene ‘Shy Gangster’ og ‘Goddess’, samt varmede op for Barselona i Store Vega.
Hvordan lyder hun?
Med ét ord: Kølig. Det er næsten som om, Mercedess har gjort det til sin mission at skabe den mest nonchalant og overlegne popmusik, man kan forestille sig. Der er noget Lana Del Rey-agtigt over hendes evne til at få nærmest bedøvede popsange til at gøre indtryk. Det er en balancegang mellem det sublime og søvndyssende, og Mercedess ender altid på den rigtige side.
10. Sonic Girl
Hvem er hun?
Sonic Girl er en facade. Eller rettere: Sonic Girl er en leg med idéen om de facader, en popstjerne kan have. Sådan ser det i hvert fald ud på pressebilledet, som sangeren sendte ud sammen med debutsinglen ‘Girlfriend’. Det viser nemlig en slags efterligning af paparazzifotos, hvor popstjerner fanges på en mondæn shoppetur. Og den leg med poppens klassiske troper kendetegner faktisk også Sonic Girls musik.
Hvordan lyder hun?
De seneste år har internationale navne som PC Music, Charli XCX og senest 100 gecs dekonstrueret sukkersød popmusik med digitale forvrængninger, autotune og andre effekter. ‘Girlfriend’ – Sonic Girls eneste single indtil videre – har en lignende æstetik. Det er en form for fragmenteret, forvrænget version af en kærlighedssang; en form for pixeleret version af det klassiske pophit. Det glæder vi os til at se udforsket yderligere på ‘Confessions’, Sonic Girls debutalbum, der skulle komme senere i 2021.