Soundvenue Springer: Drill-rapperen Miklo fortæller historien om mennesket bag masken

Han optræder maskeret og dyrker den voldsomme drill-genre, men Miklo er alligevel ikke en mand, der er nem at sætte i én særlig kasse. Vi mødte rapperen i et sommerhus og fik et glimt bag facaden.
Soundvenue Springer: Drill-rapperen Miklo fortæller historien om mennesket bag masken
Miklo. (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

Miklo er en modsætningsfuld mand. Han dyrker en benhård drill-lyd, men skriver komplekse tekster, der transcenderer genrens normale begrænsninger. Rapperen er samtidig hvid, men kaster om sig med arabiske og somaliske udtryk.

Den maskerede kunstner medgiver desuden selv, at han i perioder har haft fokus på andre ting end musik, men han har alligevel brugt ekstremt lang tid på at lære sig selv at producere sange og klippe musikvideoer.

Manden er tydeligvis lynende intelligent, men der er også en konstant aggression, der lurer under overfladen. Hans øjne hviler aldrig helt, og der er noget rastløst over hans bevægelser. Og så er Miklo både følelsesladet og personlig i sin musik, men gemmer alligevel sin person bag en sort maske – også når han laver interviews.

Den unge musiker passer altså ikke ned i nogle af de kasser, man umiddelbart ville tro, man kunne placere en maskeret drill-rapper i.

Den her modsætningsfulde mand møder jeg passende nok også i pænt modsætningsfulde omgivelser. Miklo er nemlig taget i et hyggeligt sommerhus med den faste producer Rizzlabeatz og rapperen Luqa Dhere, som han beskriver som sin »højre hånd«.

Jeg ankommer til det pæne sommerhuskvarter efter mørkets frembrud sammen med Reza Etamadi fra Muf10, der har signet Miklo og udgivet hans debut-ep ‘Artist’. Og da rapperen hilser på os i indkørslen, ligner han mere villakvarterets værste mareridt end en gennemsnitlig sommerhusgæst.

Miklo er nemlig klædt i sort fra top til tå og har endda sin karakteristiske maske på. Hans guldtænder skinner i mørket.

Da vi kommer indenfor i det hyggelige hus, viser Miklo sig til gengæld at være alt andet end skræmmende. Han er både en god vært og en fremragende fortæller.

Faktisk får jeg knap et ord indført: Rapperen insisterer på at fortælle sin egen historie på sin egen måde. Fra start til slut. »Det er bare så vi får alle elementerne med«, som han siger. »Du vil jo gerne have hele historien, ikk’?«

På et tidspunkt, når han mener, at jeg er sprunget for langt frem i fortællingen, afbryder han mig for at give fortællingen sin fulde kontekst. Når han er færdig med at tale, ser han på mig og siger: »Værsgo’«. Først når rapperen føler, at hans historie er blevet tilstrækkelig uddybet, kan jeg få lov at stille næste spørgsmål.

Så derfor er det i virkeligheden mest virkelighedstro, hvis resten af den her artikel er fortalt af rapperen selv. Med hans egne ord. Derfor, som Miklo ville sige: Værsgo’!

»Jeg har lyttet til rapmusik så længe, jeg kan huske. Da jeg var lille, havde jeg 50 Cent- og 2Pac-cd’er. Jeg tænkte ikke så meget over, hvad jeg bedst kunne lide. Indtil Chief Keef kom«.

»Jeg kan huske første gang, jeg hørte ’Don’t Like’. Chief Keef lød helt anderledes, det var mere energien, det handlede om. Så jeg begyndte at dyrke det der Chicago-drill, og det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig. Da jeg var 14-15 år, følte jeg, at mig og Chief Keef var den samme«.

Miklo. (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue)

»Dengang boede jeg på et opholdssted, hvor der var et musikstudie. Men det var sådan noget, hvor du selv skulle optage din vokal. Der var ikke nogen, der sad og hjalp dig med det. Så jeg rodede selv med det og lærte programmer som Audacity«

»Der var ingen andre end mig, der brugte udstyret, så jeg tog det bare ind på mit værelse. Til sidst glemte de alt om det, og så troede alle bare, det var mine ting. Den dag i dag har jeg stadig mikrofonen, lydboksen og lydkortet fra det opholdssted. Det har fulgt mig hele vejen«.

»Da jeg var 16-17 år, havde en lille gruppe omkring mig den her rapdrøm, så nede i en vens kælder lavede vi alt om og lavede vores eget studie. Kælderen var fyldt med kasser, men vi tog hele lortet ud og lagde fliser, malede væggene røde, hentede sofaer og satte neonlys op«.

»Derefter kom der en periode, hvor musik fyldte lidt mindre. Der skete nogle ting, og så var jeg væk et stykke tid«.

»På de to år, hvor jeg var inde, skrev jeg kun to sange, tror jeg. Når man bliver puttet i et vist miljø, påvirker det din mentalitet. Man tænker: Fuck det her shit, jeg skal bare være gang banger. Det var min mentalitet i lang tid«.

»Men så kom jeg videre til afsoning, og der begyndte jeg at få tilsendt cd’er. Så begyndte jeg at skrive tekster til andre folks beats. Kort efter blev jeg løsladt«.

»Første dag, jeg kom ud, var vi ude at fejre. Folk er helt boozet, og vi sidder i bilen. Jeg ser på Luqa Dhere, der sider og kigger på sin telefon. Jeg spørger ham, hvad han laver, og så siger han, at han skriver lidt tekster nogle gange«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Den første sang, vi udgav, hed ’Rutine’. En dag er der nogle, der er kommet i besiddelse af et kamera – og samtidig er der nogle andre, der ringer og siger: Kom, vi har booket et penthouse-hotelværelse. Så tænkte vi: Okay, lad os slå to fluer med et smæk! Vi har et kamera, vi har en sang, og vi har et hotelværelse med nogle flasker«.

»Da vi havde filmet scenerne, tog jeg hjem for at redigere. Jeg downloadede en 30 dages trial af Final Cut Pro, og så fandt jeg en masse Youtube-videoer. Jeg havde en vision i hovedet og vidste, hvordan jeg ville have det til at se ud. Så hver gang, der var noget, jeg ville gøre på en særlig måde, søgte jeg på ’how to’ på Youtube«.

»Da sangen kom ud, var mig og Luqa Dhere sikre på, at den ville bange views. 200.000 på en uges tid, mindst. Så kom den ud og fik 500 visninger på en måned. Vi havde investeret meget tid og arbejde i det og sad og tænkte, at det var en banger. Og så fik den kun 500 visninger!«

Miklo. (Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue)

»Efter det indspillede jeg ’40 Bars’ og lavede en lille hjemmelavet video, hvor jeg fik ham, der sad i studiet, til at filme mig. Så klippede jeg den sammen derhjemme. Jeg lagde den ud, og der skete heller ikke så meget«.

»Så blev jeg varetægtsfængslet i en kort periode. Og da jeg kom ud igen, var der lige pludselig kommet 40.000 visninger! Vi var vant til under 1000. Der var også alle mulige folk, der skrev: ‘Sindssygt, sindssygt, wow, wow, wow’! Det var første gang, vi kunne mærke: Okay, nu sker der noget«.

»Folk fik rigtigt øjnene op for mig med ’Kino’. Vi havde skrabet lidt views på ’40 Bars’, men ’Kino’ var mit breakthrough. Den bangede omkring 100.000 på en måned, så vidt jeg husker. Efter det begyndte managers og producere at hive fat i mig. Det var der, det stoppede med at være en hobby i mit hoved, og jeg tænkte: Det kan virkelig blive til noget«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Efter det fik vi lavet en sang med Jamaika, fordi han havde hørt, noget vi havde lavet, og gik til Reza…«

Reza Etamadi, ejer af tøjmærket Muf10 samt pladeselskabet Muf10 Records, indskyder:
»Jeg sad i en bil med Jamaika, og han sagde: Prøv at hør den her sang, den er sindssyg! Han talte så meget om Miklo, at jeg nærmest blev hjernevasket. Jeg tænkte, at det lød helt anderledes. Det er jo brutalt! Jeg skrev til Miklo, om han var signet, men han var ikke interesseret i en pladekontrakt. Et halvt år efter skrev han, at han havde lavet en sang, hvor han nævnte Muf10, og om jeg kunne lave nogle tracksuits til ham«.

Miklo overtager historien igen:
»På daværende tidspunkt tænkte jeg: Fuck det der shit, jeg skal bare være independent! Men Reza sagde: ‘Giv mig et par dage, så er de tracksuits klar’. Så ringer han på et tidspunkt, hvor jeg er i studiet klokken tolv om natten, og siger: ‘Jeg kommer forbi med de to sæt’. Så tænkte jeg ok, det er kærlighed det her, ikke bare en eller anden, der vil lave para. Efter det tog vi et møde, og jeg signede hos Muf10«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»På rigtig mange af mine videoer stod der: ‘Miklo prøver bare at lave UK drill. Miklo stjæler sine ideer fra Daily Duppy. Miklo han er hvid, hvordan fuck kan det være, han snakker sådan?’ Alt det adresserede jeg i min ’Opdatering’ hos Kulturen. Nu er der ikke nogen, der siger noget længere, for jeg har jo selv sagt det. ’Miklo dit, Miklo dat, fucking haters spis en klat!’«

»Jeg har kaldt min nye ep ’Artist’, fordi jeg vil vise, at jeg ikke kun er en drill-rapper, der laver videoer på halvandet minut. Jeg har lavet sange som ’Kino’, hvor det hele handler om punchlines. Men en autotune-sang som ’M’ handler om, at jeg har noget på hjerte, og ’Ensani’ handler mere om at få arabiske og somaliske elementer ind i. Der er mange forskellige sider til musikken«.

»Masken handler om, at jeg vil have et privatliv også. Det havde ikke den store betydning i starten, men nu er det garanteret, at hvis jeg gik mig en tur på Strøget, ville jeg have en hær af mennesker, der løb efter mig for at tage selfies med mig. Og jeg nyder at blende ind i mængden. Jeg har ikke et ønske om at være kendis på nogen måde«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»At musikken er blevet en vej for mig betyder, at jeg prøver at separere mig selv fra alt andet bullshit. Jeg tror, min mor kan lide ideen om, at jeg kan lave noget, der ikke fører mig i problemer«.

»Jeg ved ikke, om hun kan lide musikken, men hun er glad for, at den er blevet en vej for mig. I lang tid sagde hun: ‘Hvad laver du? Få dig et arbejde, gå i skole, lav et eller andet!’ Jeg sagde: Jeg laver musik! Så sagde hun: ‘Hvad kan du? Kan du spille guitar?’ Hun forstod det ikke. Men nu kan de se, at det giver pote«.

Lige da interviewet er ved at være slut, ringer Miklos telefon. Han tager den, snakker kort, griner meget og fortæller personen i den anden ende, at han er midt i et interview. Der grines igen, og så lægger Miklo på og vender sig mod mig igen.

»Folk der er inde at sidde er helt oppe at køre over, hvad der sker! Min bror, han er lige kommet ud til halvåben, hvor man kan få computer og komme på internettet. Sidst han kiggede, var der 200 eller 500 views. Så nu, da han åbner Youtube, var det gået helt amok. Han ringer til mig og siger: ’Hvad fuck er der sket? 500.000 visninger!’ Han siger til mig: ’Superstar!’«

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af