»Hvordan har du haft det med al den opmærksomhed, ep’en har fået?«, spørger jeg Emily Holm Nyhuus som det første. Et spørgsmål, som jeg godt selv ved er en lidt udtrådt samtalestarter.
»Fint«, svarer hun og smiler på sådan en lidt ’hvad havde du regnet med’-agtig måde. Og allerede der kan jeg godt mærke, at Emily måske ikke er typen, der orker at svælge rundt i ligegyldig small talk og samtalefloskler.
Emily er 22 år gammel, oprindeligt fra Aarhus, men bosat i København, og så har hun en lidt svævende, fantasifuld kvalitet over sig, når hun taler og fortæller om sin musik og debut-ep’en ’You Stole a Year of My Life’, der udkom i juli.
Selv forklarer hun det svævende personlighedstræk med astrologien: »Jeg er libra, vægt, som er et air sign. Og min måne er aquarius, som også er et air sign, så basically er jeg bare air signs. Så har jeg også lige min ascending leo, som gør, at jeg også har lidt ild i mig«.
De to energier skinner også igennem i hendes sangtekster, der til tider kan lyde som tanker, der bliver formuleret, mens de synges, og på andre tidspunkter er ligefremme og kontante. »I’m a girl«, der er første linje i sangen af samme navn, er for eksempel både en simpel konstatering, men også en historie om at finde sig selv og finde sig til rette som transkvinde.
Musikken har Emily skrevet på længe, men bandkonstellationen Reveal Party er faktisk kun et år gammel. Langsomt er bandet blevet samlet af venner og venners venner, og nu består det af Emily selv, Marius Bertelsen, Erika Lindstrøm Jensen, Oscar Momberg-Jørgensen og Oliver Paluch.
Det er dog Emily, der skriver alle sangene, og hendes inspirationskilder er der mange af – fra de åbenlyse som Phoebe Bridgers, Soccer Mommy, Phil Elverum og Sufjan Stevens til de lidt mere overraskende som popstjernerne Charli XCX og Matty Healy fra The 1975.
»Der er en personlig intimitet over alle de kunstnere, og jeg føler, at det skal være lidt intimt, før det kan være ærligt. Hvis det ikke er ærligt, synes jeg ikke, der er nogen grund til at lave det. Jeg plejer at sige: If you’re not writing honestly, then honestly why are you writing? Jeg har som sådan ikke et problem med uoriginalitet, men det er svært at være ærlig og uoriginal samtidig«.
Særligt Matty Healy har været genstand for dyb fangirl-kærlighed og kreativ fascination fra Emilys side.
»Jeg er lesbisk, men hvis mænd var ligesom Matty Healy, så ville jeg være til mænd«, fortæller hun. »Jeg elsker ham, fordi jeg er fuldstændig enig i hans proces. Jeg har gået på vildt mange musikskoler, hvor jeg har følt, at min tilgang til sangskrivning var noget, som ingen kunne forstå. Det har jeg følt mig ret ensom omkring, men når jeg har hørt om Mattys tilgang til musik, har jeg følt, at det var præcis sådan, jeg havde det. Hver gang jeg havde det dårligt, ville jeg se Matty Healy-interviews for at få det bedre, så jeg tror, at jeg i hvert fald har set 1000 videoer med ham«.
At Emily har en lidt særlig tilgang til sangskrivning bliver især tydeligt, når hun fortæller om tilblivelsen af sine sange. Hun beskriver sig selv som en kontekstsangskriver, der ikke kan skrive en sang uden at være 100 procent klar over, hvilken rolle den sang skal spille på et album, hvordan den hænger sammen med de foregående sange og så videre. Af samme årsag har Emily også allerede to færdigskrevne album liggende, der bare venter på at blive indspillet.
Faktisk var ’You Stole A Year Of My Life’ et forsøg på ‘bare at skrive sange’ uden at have et stort forkromet overblik, men alligevel er de fem sange endt med at fortælle en rørende og meget samlet historie om identitet, afmagt og et frygteligt år, hvor Emily ventede på at kunne starte i hormonbehandling og deraf var deprimeret og kæmpede med selvmordstanker.
Nærmest hele den fortælling er indkapslet i de nøgterne åbningsord på ep’en: »You stole a year of my life / cut your feelings like me«.
Hvad ligger der i den sætning?
»Man venter et år på noget, og for ligesom at kunne gøre det, så skærer man bare følelserne væk. Og så er det også et desperat tilråb om at blive forstået«.
Føler du, at du har fået dit liv tilbage?
»Altså jeg føler, der er blevet stjålet mange år af mit liv. Det er en ret hård følelse, at man aldrig har været barn eller teenager som det køn, man godt ville være. Jeg føler, jeg lever mine teenageår nu, for det fik jeg ikke lov til før. Men det er nemmere nu, hvor jeg er på hormoner, at se mere fremad. Det følte jeg ikke, jeg kunne hele det år. Jeg kunne kun se på, hvad jeg ikke har haft og ikke har«.
Det lyder som om, det har været lidt udmattende at skulle snakke om din musik som noget aktivistisk eller politisk, sådan som den er blevet iscenesat flere gange.
»Ja, helt klart. Jeg skriver ikke politisk, jeg skriver bare om mig selv, og så er der nogle andre end mig, der har gjort min identitet politisk. Men jeg kører det gerne fuldt ud. Hvis det er grunden til, at Go’morgen Danmark vil have mig ind, eller Femina vil have mig med i en artikel, hvor jeg på en eller anden måde kan dreje noget opmærksomhed hen på musikken alligevel, så har jeg det fint med det. Jeg synes jo, det er vigtigt, at der er en form for queer-kanon af album, som man kan lytte til og føle sig reflekteret af, som jeg for eksempel har haft det med Sophie eller Weatherday. Men jeg kan godt blive irriteret, når det tager overhånd, og jeg ikke kan få lov til at snakke om andet end det«.
Egentlig virker det som om, den bedste måde at få indblik i Emilys følelser omkring at være transkvinde, netop er at lytte til musikken. ’You Stole a Year of My Life’ fortæller hendes historie nøgternt og poetisk og formår at male nogle store temaer op med utrolig enkle, skarpe betragtninger. Og Emily har også selv store ambitioner for fremtiden og en tiltro til sin egen musik, som de fleste kunstnere sjældent tør stå ved.
»Jeg har fået ødelagt den der jantelovsfølelse. Hvis det er fucking godt, det man laver, så skal man bare sige det. Jeg synes, der er mega mange danske kunstnere, der laver fin musik, men ikke gør noget med det. De vil egentlig gerne ud at være store, men de sætter deres ambitionsniveau til at spille i Byhaven. Sådan har jeg det ikke. Ligesom når folk spørger, hvordan det har været at få al den medieopmærksomhed. Der tænker jeg også, at det er da bare, som det skal være. Mere! Vi fortjener det«.