Shames samfundsbevidste postpunk lyder bedre end nogensinde på stilfuldt album
På overfladen er der ikke meget, der har ændret sig ved den engelske postpunkgruppe Shame siden deres albumdebut i 2018. De er stadig flabede, samfundsbevidste og fuldt ud åbne om den angst, de oplever. Og så hænger de sig afgjort stadig mere i postpunkens allerede etablerede fremgangsmåder, end de forsøger at genopfinde genrens drejebog.
Alligevel ser jeg deres andet album, ‘Drunk Tank Pink’, som et markant skridt fremad. Nu tilhører jeg også de få, der ikke følte, at bandet indfriede deres potentiale med debuten, omend de absolut forstod at sammensætte en tilfredsstillende, sammenhængende trackliste, der viste en del forskellige sider af gruppen. Disse positiver går igen på ‘Drunk Tank Pink’, men indpakningen er denne gang langt mere stilfuld end tidligere.
Den nok mest markante ændring er produktionen. ‘Songs of Praise’ var produceret af Nathan Boddy og Dan Foat, der gik efter en æterisk, hvis ikke decideret mudret lyd. De søgte muligvis at gøre Shames æstetik passende grim og skramlet, men resultatet blev i mine ører, at instrumenterne aldrig helt fik lov til at skære og vrænge sig, når de forsøgte.
På ‘Drunk Tank Pink’ får bandet produktion fra James Ford – en af de bedste pop- og rock-producere gennem det seneste halvandet årti. Hvad end det har været i samarbejde med Haim, Arctic Monkeys, Foals eller senest Jessie Ware, har hans produktioner konsekvent været fremragende. Og sammen med Shame har han opnået en lyd, hvor hvert eneste instrument er spækket med personlighed og store følelser.
Når musikerne får mere karakter, er en uundgåelig konsekvens, at det bliver lidt tydeligere, hvor inspirationen kommer fra. Eksempelvis kunne man let anklage numre som ‘Nigel Hitter’ for at trække skamløst på Gang of Four, ‘March Day’ for at lyde som Television, eller ‘Human, for a Minute’ for at være som snydt ud af næsen på Public Image Limited.
Shame byder ikke på verdens mest originale take på postpunk, men deres inspirationskilder føles alligevel friske i en tid, hvor meget af selv den bedste postpunk trækker på Nick Cave, Joy Division og Talking Heads om og om igen – navne, der ikke rigtig fylder i lyden på ‘Drunk Tank Pink’.
Og så er Shame altså fuldt ud i stand til at få det bedste ud af de forlæg, de følger. De forstår at vride stilvalgene for maksimal effekt, og albummet byder således på det ene katarsisfyldte stykke ængstelig rockmusik efter det andet. Der er så mange små momenter på albummet, hvor et guitarriff, et trommefill eller en vokallevering går lige i hjertet.
Sammenkoblet med Shames trumfkort, deres uforlignelige sans for dynamik, gør det ‘Drunk Tank Pink’ til en helt særlig oplevelse:
‘Born in Luton’ accelererer i hastighed, for da at bryde sammen i et kolossalt, udstrakt angstskrig. ‘Snow Day’ lunter tålmodigt i knap to minutter, hvorefter alle instrumenter brager for fuld kraft, for da at skifte over i et mere afdæmpet, men absolut manisk stykke. Afslutningsnummeret ‘Station Wagon’ bliver gradvist mere kakofonisk, så det sidste minuts tid er rendyrket kaotisk støj.
Netop den slags greb har Shame mestret længe, men de har aldrig lydt bedre end her. Et eller andet sted er Shame det samme fremragende band, de altid har været – men det har aldrig før været så let at høre, hvor dygtige de er.
Kort sagt:
Shames produktion er blevet skarpere, hvilket blot får deres vidunderligt katarsisfyldte og musikhistorisk velorienterede postpunk til at ramme endnu kraftigere.