Her i landet har der gennem årene været en række såkaldte cyphers, hvor rappere prøver at markere sig gennem et enkelt kort vers.
Før i tiden har blandt andre den hedengangene hiphopblog Droz Daily Steezin præsenteret unge folk som Gilli, Kesi og resten af B.O.C., og så har sitet Drop Dead længe lavet cypher-videoer med eksempelvis Fouli, Artigeardit, Carmon og mange flere.
Nu er der dog landet en opsigtsvækkende ny video, der giver disciplinen et tiltrængt frisk pust. Det nyopstartede label LineUp Denmark har således udgivet deres første cyphervideo nogensinde – med fire hidtil uprøvede kvindelige rappere.
Kollektivet i videoen hedder G.G.B., hvilket står for Girls Got Bars, og ifølge en pressetekst er de inspireret af blandt andre ASAP Mob.
De fire rappere i videoen hedder Nadia Mimi, FiGi, Josie Amadonna og Elverin, og vi siger hvis ikke for lidt, hvis vi afslører, at firkløveren i dén grad har attituden i orden.
Man »kan ikke stave til ‘kvinder’ uden ‘vinder’« lyder det således fra Nadia Mimi på det stærke åbningsvers.