I fredags fik vi os noget af en overraskelse, da et forsvundet Natasja-nummer pludselig så dagens lys – og så endda med features fra den gamle No Name Requested-partner Karen Mukupa samt nutidens største danske kvindelige hiphopstjerne: Tessa.
I denne uge er Karen Mukupa gæst hos Standard – Soundvenues hiphop-podcast, hvor hun fortæller historien om parløbet med Natasja, der startede for 30 år siden, og som nu har fået et nyt kapitel.
Ved den lejlighed bad vi også Mukupa om at skildre den 13 år lange vej fra skabelsen af den oprindelige version af ’Til banken’ frem til udgivelsen i fredags. Så her er historien – i Karen Mukubas ord.
»Jeg kan tydeligt huske, da sangen blev skrevet. Den blev lavet sammen med to andre piger: En der hedder Angie fra Pimp-A-Lot (Aarhus-crew, red.) og en dj, der hedder DJ Katrine – DJ Kcl. Hun har som eneste kvinde vundet DM i mix i Danmark«.
»Så der var allerede et lille girl-crew dengang. Jeg kan huske, jeg kom op i en lejlighed, og så fandt vi ligesom på at lave det her nummer. Vi begyndte at vibe over et beat, som Natasja havde fået af en producer fra Jamaika, der hedder Bulby«.
»Vi skriver på sangen, og det hele går lidt hurtigt, for Natasja skal videre til Jamaika. Og det bliver så en af de sidste sange, hun optager«.
»Jeg tror, de havde skelettet klar til de sange, der skulle med på albummet (’I Danmark er jeg født’, red.). Så ’Til banken’ var mere sådan et skud fra hoften«.
»Vi havde nogle ting, vi gerne ville have lavet om på sangen. Og Natasja ville måske gerne ændre i sit vers. Eller, det var ikke noget, hun sagde, men noget, vi havde en fornemmelse af. At når hun kom hjem, så gør vi det helt færdigt. Og så gik hun så bort«.
»Da albummet efterfølgende bliver skabt, er det et af de numre, der bliver skåret fra. Og en af grundene til det – fik vi at vide – var, at det var for hårdt til at have med på pladen«.
»Det var meget in your face, og folk var bange for, at Natasjas eftermæle kom til at se forkert ud. Når man ser numrene på ’I Danmark er jeg født’, er de samtidig også virkelig stærke. Så i den kontekst stak det måske for meget ud«.
»Alle de år har DJ Kcl og jeg haft et stort ønske om, at det her nummer skulle ud. Selv om nogle folk måske synes, det var for hårdt, så syntes vi bare, det var mega badass – som Tessa altid siger. Jeg har været for meget sammen med Tessa, så nu siger jeg hele tiden ’mega badass’«.
»Jeg har bare altid kunnet mærke, at det her nummer var vigtigt. I løbet af de sidste 12-13 år er der kommet nogle compilations med Natasja, og i nogles øjne måske nogle mærkelige udgivelser. Men jeg synes bare hele tiden, at de overså det her nummer«.
»Vi prøvede at skubbe til Natasjas bagland og sige: Skal vi ikke udgive det her nummer? Men jeg kunne mærke, der ikke var den store interesse for det. De syntes ikke, den gamle version af sangen, der var lavet med Bulby, var så fed. Det var, som om de ikke mente, det passede til Natasja«.
»Jeg fortæller så min gode ven DJ Typhoon, at jeg har det her pige-track, hvor jeg godt kunne tænke mig, at der var vildt mange piger med på. Han fremlægger det så for Pharfar, som synes, det er en vildt god idé. Han endte med at bygge et helt nyt beat, der lød helt anderledes end det gamle«.
»Det gamle beat var i virkeligheden meget hård dancehall. Så da Pharfar spillede den nye version første gang, var jeg sådan lidt: Det er meget blødt! Jeg syntes næsten, det var helt forkert. Men det voksede på mig. Nu har jeg det bare sådan: Go for it!«
»Jeg havde oprindeligt en idé om, at der bare skulle være vildt mange piger på. For der er så mange piger fremme lige nu. Sådan nogle som Goldie, Szim og Angie, der stadig er en sej rapper, selv om hun ikke rapper så meget mere. Hun havde også et vers på den oprindelige version. Jeg tænkte også på sådan nogle som Annelise, Vigsø og Yakuza. Jeg har så mange på min liste over fede nye rappere!«
»Tessa var helt sikkert min nummer et, for hende kender jeg fra et mentorforløb. Så det føltes kun rigtigt, at det blev Tessa, når jeg kigger på min og hendes historie – og ikke mindst på min og Natasjas historie«.
»Jeg var også inde og skrive mit gamle vers om. Med Tessa og Natasja på samme track, vidste jeg, at jeg måtte oppe mig!«
»Det er lidt ironisk, at de sagde til os dengang, at nummeret var for hårdt. Nu kan det næsten ikke være hårdt nok. Nu må man godt være fræk og hård!«
»Det er nu, vi skal hylde pigerne. For 12-13 år siden var det måske for tidligt. Og om ti år er det måske for sent. Men lige nu føles det helt rigtigt«.