KOMMENTAR. Hvad skal vi egentlig med en ny Cheff Records-udgivelse i 2021?
Det er måske hårdt spurgt, men tænk over det: De fire hovedpersoner i pladeselskabet, der peakede i første halvdel af forrige årti, er jo alle kommet videre i deres liv med solokarrierer, der går i vidt forskellige retninger.
Eloq laver elektronisk musik som soloartist og med gruppen AV AV AV, Klumben er gået hen og blevet dansktop-sanger med Ekspressen (tidligere Hømørekspressen), TopGunn er en storstreamende hiphopstjerne, og Kidd er uforudsigeligheden selv.
De er alle blevet ældre – nogle ville måske endda sige; voksne – og ingen af dem har nok lyst til at slinga-ding-dingle ned af Dronning Louises Bro og lade som om, klokken siger 2011. Især fordi den slags spontane gadefester, som Cheff var synonyme med i starten af forrige årti, føles ret meget ude af sync med vores pandemilammede virkelighed.
Det var altså ikke helt vildt oplagt, at de fire cheff’er skulle genforene til one last job, som de plejer at sige i actionfilm, når den gamle, småsure citron skal presses en sidste gang. Jeg sad i hvert fald ikke ligefrem og sukkede efter en ny sang eller et kommende album fra firkløveren.
Men da jeg så hørte ’Sender mig til månen’, må jeg indrømme, at min frygt blev gjort til skamme. Jeg fik det måske ikke helt så vildt som hovedpersonen i nummerets musikvideo, der forvandles fra grå mus til, æh, dansemus, så snart han hopper i Cheff-skoene. Men det var forbløffende tæt på.
Den nye Cheff-single, der udkom 1. marts, er nemlig – heldigvis – ikke et forsøg på at genopleve ungdommens storhedstid. Det kunne man ellers godt være lidt bange for, når fire mænd, der efterhånden må være omkring (eller måske endda allerede over?) de 30, pludselig genforener et crew, der i høj grad levede af ungdommelig hybris og fandenivoldskhed.
Den fælde falder de fire musikere netop ikke i, fordi de helt undgår et genoplive æstetikken fra de store Cheff-somre i starten af 2010’erne.
Her er ikke poptrap a la Kidds og Eloqs ’Ik lavet penge’, og der er ingen vuggende dancehall som ’Faxe Kondi’ eller Klumbens andre store landeplager. ’Sender mig til månen’ prøver heller ikke at skabe en fællessangsmasker i stilen fra TopGunns ’Kongens Have’ eller at lukrere på dennes nyere storhits indenfor en mere rendyrket hiphop-stil.
I stedet for at tage nogle af de oplagte successtier er ’Sender mig til månen’ en form for miskmask af stilretninger, der trækker på alle de fire artisters forskellige sider. Det tydeligste nybrud er helt sikkert beatet, hvor Eloq (og en mindre sværm af co-producere, der blandt andet tæller brødrene Harm samt Rob & Jenne) disker op med en uptempo-produktion, der har mere end en snert af AV AV AV over sig.
Det uventede lydbillede får faktisk noget virkelig fascinerende frem i de tre vokalister.
Klumben viser, hvordan han har forfinet sin melodiske side gennem sin rolle i Ekspressen – det er ikke for ingenting, at Lord Siva genbrugte hans fantastiske ’Solhverv’-omkvæd! TopGunn lyder også helt elektrificeret af beatet, der får ham til at accelerere sit flow til en fart, man ikke troede han var i stand til, mens Kidd … okay, Kidd lyder pænt meget bare som Kidd, men det er jo også stadig meget fedt.
Den gode gamle Cheff-firkløver er altså særdeles veloplagt på ’Sender mig til månen’, og sangen er langt bedre, end man kunne have frygtet. Det her er ikke gammel vin på nye flasker, men en helt ny drink, der blander ingredienser fra alle de fire kunstneres barskab.
Dén cocktail har givet mig lyst til mere, så måske er et helt Cheff-album (som holdet har lovet) måske alligevel ikke så dum en idé. For selv om ’Sender mig til månen’ næppe kommer til at starte en hiphoprevolution, som de oprindelige Cheff-sange gjorde, kommer den helt sikkert til at starte en fest.