#FreeBritney-bevægelsen kæmper for, at Britney Spears ikke længere skal være ‘fanget’ i en værgeordning, hvor sangerens far mere eller mindre styrer hendes liv. Bevægelsen har senest opnået exceptionelt stor bevågenhed takket være filmen ‘Framing Britney Spears’, der udkom tidligere i år.
Den dokumentar har fået mennesker verden over til at få øjnene op for, at behandlingen af Britney Spears i slutningen af 2000’erne ikke var i orden – og at værgeordningen måske ikke er et retfærdigt arrangement.
#FreeBritney består af en blandet skare af mennesker, men det er alligevel en uventet allieret, der nu har meldt sig på banen med støtte til bevægelsen: Nemlig den republikanske Trump-støtte Matt Gaetz, der sidder i den amerikanske Kongres. Han har således tweetet »#FreeBritney« samt opfordret Kongressens retsudvalg til at se på værgeordningen.
»I de senere år har der været en voksende offentlig bekymring omkring brugen af værgeordninger til at berøve individer deres personlige frihed«, lyder det blandt andet i ovenstående brev. »Det mest slående eksempel er (…) Britney Spears«.
Trump-støtte og #FreeBritney-aktivist? Det lyder måske som en spøjs kombination, men mon ikke Spears og hendes støtter tager al den hjælp, de kan få lige nu: Det seneste nye i sagen er nemlig, at faderen fortsat skal være hendes værge.