Pop Smokes popularitet har bestemt ikke aftaget, siden hans død for lidt over et år siden. Drill-rapperens posthume debutalbum ’Shoot for the Stars Aim for the Moon’ har således lige slået rekord – og vippet ingen ringere end Eminem af pinden.
Det drejer sig om Billboards amerikanske Top Rap Albums-hitliste, hvor Pop Smoke-albummet nu har ligget nummer 1 i 20 sammenhængende uger. Dermed slår Brooklyn-rapperen Eminems ‘Recovery’, som tidligere har formået at holde fast i førstepladsen gennem 19 uger.
Top Rap Albums-listen har eksisteret siden 2004, og lige bag de to ovennævnte titler finder man Drakes ‘Take Care’ med 16 uger på førstepladsen, Eminems ‘The Marshall Mathers LP 2′ med 14 uger samt Macklemore og Ryan Lewis’ ‘The Heist’ med 13 uger.
Et ældre Eminem-album har i samme ombæring nået en anden vild Billboard-milepæl, kan Forbes fortælle. Opsamlingspladen ‘Curtain Call: The Hits’ fra 2005 har således ved denne uges udgang ligget i 520 (!) sammenhængende uger på Billboard 200, som er listen over de 200 mest sælgende album og ep’er i USA.
Dermed har albummet, der indeholder kæmpehits som ‘Lose Yourself’, ‘Without Me’, ‘The Real Slim Shady’ og ‘Shake That’ været på listen i et helt årti.