Én sang fra Eminems nye surprise-album viser det bedste ved ham – én anden blotter det værste

Ét sted lyder Marshall Mathers bedre, end han har gjort i årevis. Et andet viser rapperen alle de ting, der har gjort hans seneste mange udgivelser til en blandet fornøjelse.
Én sang fra Eminems nye surprise-album viser det bedste ved ham – én anden blotter det værste
Eminem.

Sidste uge var det Taylor Swift, denne uge er det Eminem. Jep, Slim Shady er gået i popstjernens fodspor og har sluttet 2020 af med et overraskende album, der ligger i forlængelse af en udgivelse fra tidligere i år.

For ligesom Swifts ’Evermore’ fortsætter stilen fra ’Folklore’, er ’Music To Be Murdered By – Side B’ en fortsættelse af Eminem-albummet fra januar. Har man hørt dén udgivelse, ved man således, hvad der venter på det nye album: Non stop bars, flere flows end julemanden kan have i sin sæk og så hurtige rap-passager, at Marshall Mathers sikkert slår Guinness-rekorden for flest ord per sekund igen.

Dén meget tekniske tilgang til rapmusik er – på godt og ondt – det, Eminem primært fokuserer på i det her sene stadie af karrieren.

Det handler om at bevise, at han stadig er ’Rap God’, som han kaldte sig på en sang i 2013 – en sang der i øvrigt refereres på det nye nummer ‘Zeus’. Slim Shady er derfor ikke længere den utilregnelige, nærmest manisk-geniale størrelse, som han var i storhedstiden. Man han kan fandme stadig finde ud af bare at rappe igennem.

For hold da ferie, hvor kan Eminem – som albumtitlen også antyder – dræbe et beat. Især når han ikke bliver alt for mekanisk i sine flows og bare giver slip.

Som han eksempel gør på ‘Music To Be Murdered By – Side B’-højdepunktet ’Tone Deaf’, hvor hans flow bare fræser afsted i næsten fem minutter over et helt Dr. Dre-agtigt minimalistisk beat (der dog er produceret af Marshall Mathers-selv).

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her er både klassiske punchlines (»Just like a funeral I’m at your service«), den velkendte Eminem-barnlighed (»My dick’s an acronym, ’cause it stands for you«) og skarpe ordspil (»simmer down, compose yourself, Mozart«). Og så får vi endelig rapperens uhøjtidelige sans for humor at se på den bedste og mest sprogforelskede facon: »You ever heard of Kris Kristofferson? Well, I’m Piss Pissedofferson!«.

Her er de jo: Alle de ting, der har gjort Eminem så underholdende og fascinerende fra starten af. Han tager ikke sig selv så skide alvorligt og prøver ikke at ramme det helt høje patos, som han så ofte gør i nyere tid. Han lader bare ordene løbe afsted med ham.

Det lyder helt enkelt som om, Eminem bare har det sjovt med at lave musik. Og det er befriende at lytte til efter en lang periode, hvor rapperen hele tiden har været sur på kritikere, fornærmet over ekskærester eller bare opsat på at bevise noget.

Der er rent faktisk også lidt selvironi på spil på ‘Tone Deaf’, som når Mathers kalder sig selv en »old fart«, og selv omkvædet – noget af en akilleshæl for nyere Eminem – er stærkt og genbruger samme henkastede sang-flow fra klassikere som ’Kill You’ fra ‘Marshall Mathers LP’.

Jeg må indrømme, jeg ikke troede, Eminem kunne lave en sang, der kunne få mig til at hænge ved hvert ord længere. Det har han gjort med ’Tone Deaf’. Og den gode nyhed er, at sangen er indspillet for ekstremt kort tid siden – Mathers rapper nemlig »R.I.P. King Von«; han døde i november.

Så vidt for det gode. Nu kommer vi uundgåeligt nok til det onde. Og det er altså slemt.

For hvis der er én ting, man ved om nyere Eminem-musik, så er det, at når det er skidt, så er det altså rigtig skidt. Vi snakker mimede blowjob-lyde over countrybeats-skidt. Og vi snakker samarbejder med Ed Sheeran og Pink. Eller rockinspireret råberap med masser af melodramatisk patos. Dén side er desværre også med på det nye album.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det står allerede slemt til på singlen ’Gnat’, der er tåkrummende med sine tendentiøse coronavirus-punchlines og sin ung-med-de-unge-musikvideo, men titlen for laveste moment på albummet må gå til ’Higher’.

Den har meget af det, der har gjort nyere Eminem-musik til en mildest talt blandet fornøjelse. Beatet får trommerne på ’We Will Rock You’ til at lyde subtile, og det skrålede omkvæd gør næsten, at man savner den sædvanlige patosleverandør Skylar Grey.

Det er næsten som om, sangen beskriver sin egen retningsløse energi i omkvædet: »Where am I supposed to go from here? Oh hey, really I have no idea!«

Eminems robot-flows drukner i al den larmende rockrap-støj. Det er som om, han har rappet uden at høre beatet, og så er hans vokal bare blevet smidt henover en generisk produktion efterfølgende. Han lyder fortabt, som en gammel mand, der er kommet til at dreje det forkerte sted og ikke længere kan finde hjem.

På ‘Higher er der, med andre ord, intet af den selvsikre legesyge og overlegne levering fra ‘Tone Deaf’. Der er helt enkelt en afgrund mellem de to numre. Og sådan har det været på de seneste mange Eminem-album. De balancerer mellem det exceptionelle og det elendige – mellem ’Tone Deaf’ og ’Higher’.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af