KOMMENTAR. Det var ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Drake ville kaste sin kærlighed på Central Cee. Det var snarere et spørgsmål om hvornår.
Alle ved jo, at Drake har et ømt punkt for UK-scenen og følger nøje med i, hvad der rører sig. Han har før samarbejdet med blandt andre Skepta, Giggs, Dave og senest Headie One, der er et af de seneste års store UK drill-gennembrud.
Så det siger sig selv, at han ikke har kunnet undgå Central Cee.
Den 23-årige London-artist er nemlig rapperen, alle taler om i England lige nu. Hans atletiske, præcise flows og hans stærke sangskrivning har gjort ham til scenens mest omtalte nye talent. Hvilket han senest har retfærdiggjort med det exceptionelt stærke mixtape ‘Wild West’, der udkom i marts.
Så ja: Central Cee har nok bippet yderst insisterende på Drakes radar. Og når en ny UK-artist kalder på så megen opmærksomhed, svarer superstjernen fra Toronto prompte.
I denne omgang skete det dog ikke med en sang – selv om det kun føles som et spørgsmål om tid, før et samarbejde sker – men gennem en modeltjans. Drake valgte nemlig at bruge Central Cee som model i kampagnen for sit Nike-samarbejde, Nocta.
London-rapperen er dog ikke bare endnu en i rækken af Drake-favoritter fra England. Han er manden, der for alvor skubber UK drill-genren i nye retninger. Det er interessant, fordi netop den lyd er ved at blive et globalt fænomen – også i Danmark, hvor Miklo har markeret sig som stilens nok stærkeste stemme herhjemme.
Central Cee kan snildt vise sig at være den kunstner, der viser, hvordan fremtiden lyder for drill-genren.
En ny form for drill
Manden, de fleste kalder Cench, har en historie, der ligner mange andre UK drill-rapperes. Han er vokset op som den ældste af fire søskende i de hårde og fattige kvarterer i det vestlige London ved navn Ladbroke Grove og Shepherd’s Bush, har han fortalt Crack Magazine i et interview.
Som teenager drev Central Cee rundt på gaderne og sov tilfældige steder, indtil han fandt et lydstudie og blev sporet i en musikalsk retning. Han har faktisk skrevet rim, siden han var otte, og udgivet musik siden 2015, men han er først for alvor slået igennem i løbet af det seneste års tid.
Nu virker det til gengæld som om, han virkelig har fundet sin rille.
Central Cee foretrækker spartanske UK-drill-beats, der tit kombinerer et uventet melodisk element med genrens karakteristiske, skøjtende bas. På hittet ‘Loading’ er det for eksempel pludselig en blæser, der bærer sangen frem, mens ’Fraud’ lyder som en uhyggelig version af en karruselmelodi.
I modsætning til drillscenens andre nye stjerner som Dutchavelli og Headie One har Cench en del mere variation og forskellige intonationer i sin stemmeføring.
Dutchavelli lyder altid rå som Pop Smoke, og Headie One lyder altid sublimt indifferent; Central Cee er sværere at placere, som om han altid er i gang med at drive sit vers et nyt sted hen.
Den flersidighed kan man også se i sangtematikken. Eksempelvis på det nyere hit ’Commitment Issues’, der er noget så sjældent som en drill-kærlighedssang.
Samtidig har den hypede artist gjort det til en ting, at han er den shady person, der sælger stoffer til privatfesten. »I’m the reason the party turn / I was the one giving out molly«, som han rapper på sidste års ‘Molly’.
Men ud over fængende formuleringer mestrer Central Cee også klassiske gadefortællinger, der lyder som direkte transmissioner fra et hårdt liv et hårdt sted. Som når rapperen beskriver smerten ved at miste venner til fængslet på ’Fraud’: »Couldn’t believe they locked my dog, I feel it for him, it hurt me hard«.
Volden og kriminaliteten – samt konsekvenserne af dem – er en del af den verden, musikken beskriver. På det tidlige hit ’Day In the Life’ kan Central Cee for eksempel finde på at afslutte et vers med en nærmest henkastet hilsen til en død ven: »R.I.P. A1, it’s sad that he didn’t see eighteen«.
Fremtidens drillstjerne?
Central Cee har altså alle de evner der skal til for at blive den næste store drill-stjerne. Han er flersidig, skarp og bare en teknisk dygtig rapper, der har taget de arrogant-tilbagelænede flows, man kender fra Headie One og Dutchavelli, og forvandlet dem til noget nyt.
Det har fået folk til at sammenligne den 23-årige rapper med Loski, den indflydelsesrige drill-kunstner fra gruppen Harlem Spartans, der i slutningen af 2010’erne satte barren for genren.
Central Cees kvaliteter afspejles også i, at han stort set aldrig optræder sammen med andre rappere. Han bærer sangene selv. Faktisk gør han mere end det – han løfter dem.
Central Cee ligner, med andre ord, en stjerne. Han er en af den slags skikkelser, alle drages mod. Selv Drake.