Headie One er en af de stærkeste UK-rappere lige nu – på ’Edna’ vil han tage lyden til et nyt niveau
Headie One er UK drill-scenens største stjerne lige nu. Hans nærmest dovent overlegne flow er den perfekte pendant til genrens langsomme, onde beats, der tit lyder som et rumlende tordenvejr, der slæber sig over himlen.
Lige nu er han for britisk drill, hvad Pop Smoke var i New York: Miljøets ubestridte konge. En status, der senest cementeredes af Drake-samarbejdet ’Only You Freestyle’ – i øvrigt efter canadieren havde efterlignet Headies flows på sangen ‘War’.
UK-kunstneren kunne snildt holde sig til dén stil, men 2020 har været året, hvor Headie One for alvor har prøvet at blive noget mere end drill-rapper. Tidligere i år udgav han således det eksperimenterende, elektroniske ’Gang’ (som vi kårede til et af årets indtil videre bedste album) sammen med produceren Fred Again.. og med gæsteoptrædener af Jamie xx og FKA Twigs.
Nu, med det stort anlagte album ’Edna’ (der er opkaldt efter rapperens mor), går han endnu en ny vej. Nemlig direkte mod mainstreamen.
Det er et noget af et sats for enhver artist, der kommer fra en klart defineret undergrundslyd. Men måske især for UK-kunstnere, der altid er i fare for at blive til en kopi af de nyeste trends fra USA.
Heldigvis undgår Headie de værste faldgruber på ’Edna’. Hans flow er stadig den karakteristiske, arrogant henkastede talestrøm, vi kender, og store dele af første albumhalvdel er en magtdemonstration.
Indledningen med ’Teach Me’, ’Bumpy Ride’, ’Triple Science’ og ’Psalm 35’ (der er produceret af danskerne Benjamin Lasnier, Lukas B.L og Rob & Jenne!) kombinerer tunge, minimale beats med stærke, selvbiografiske tekster, der udpensler, hvorfor hans hårde ydre er en nødvendighed.
Som på denne linje fra sidstnævnte sang: »Coming from a broken home, so today I’m still picking up the bits and pieces / show no emotion, feeding the pain, I can’t show no weakness«.
Lyden er en lidt mere poleret – og måske lidt mere anonym – version af den helt tunge UK drill (med undtagelser som ’Triple Science’), men det fungerer.
UK-rapperen gør lidt det samme som da Chief Keef præsenterede en mainstreamversion af drill på 2012-mesterværket ’Finally Rich’: Han polerer de groveste træk væk uden at miste essensen af sin stil. Stedvis, som på ’The Light’, formår han endda at gøre den tunge drill-lyd til en nærmest metafysisk oplevelse om at søge hen mod det gode. Det er opløftende musik om et nedslående sted.
Sådan lyder det i hvert fald i begyndelsen af ’Edna’. Senere domineres albummet af gæsteoptrædener og en lidt desorienterende genreforvirring.
Og ja ja, Headie One lyder da helt okay side om side med amerikanske Future på trapsangen ’Hear No Evil’, og han klarer sig fint igennem den generisk-tropiske single ’Princess Cuts’ med Young T & Bugsey. Kærlighedssangene ’Everything Nice’ og ’You/Me’ er heller ikke decideret forfærdelige.
Problemet er bare, at ingen af de sange spiller op mod Headie Ones styrker. I modsætning til eksempelvis det, Stormzy gjorde på ’Heavy Is the Head’, prøver Headie heller ikke at synge eller binde albummet op på et større tema.
Han nøjes med at hoppe igennem forskellige lyde, og det gør, at albummet mister sit fokus. Især når rapperen en sjælden gang skyder helt forbi som på den klubbede ’F U Pay Me’ med Ivorian Doll.
Der er dog oftest tilstrækkelige glimt af genialitet til, at albummet ikke bliver kedeligt. Samarbejderne med Skepta og Aitch er rene og skære opvisninger i, hvor overlegen britisk rap kan lyde – og begge gæster præsterer fantastisk. Sikkert fordi de ved, at få album vil blive lyttet til mere i år end dette.
Og Headie One fortjener sin store succes. Han er en af UK-scenens stærkeste stemmer lige nu – også selv om hans store mainstream-album ’Edna’ sandsynligvis ikke vil stå tilbage som en af karrierens stærkeste eller mest sammenhængende udgivelser.
Kort sagt:
Headie One er UK drill-scenens konge, der senest har fået et gæstevers af selveste Drake. På ’Edna’ forsøger han at gøre lyden mainstream – hvilket lykkes til dels.