Halvårets 20 bedste udenlandske album

Selv ikke en pandemi har kunnet stoppe musikken: Vi gør status over seks meget usædvanlige måneder og kårer de foreløbigt bedste udenlandske album fra 2020.

20. Freddie Gibbs & The Alchemist ‘Alfredo’

Gibbs og Alchemist har kokkereret ti exceptionelt velsmagende rapsange, der følger en simpel opskrift (sublim, sampletung boom bap plus kompromisløst hård gangstarap), men gør det til perfektion. Bon appétit!

19. Lorentz ‘Krig och fred’

Hvis du kun hører ét svensk hiphopalbum i år (og lad os være ærlige, du hører nok næppe flere), så lad det være Lorentz’ fascinerende forvandling fra Sveriges måske største poprapper til eksperimenternede auteur, der zoner ud på cinematisk vis.

18. Moses Sumney ‘Græ’

Moses Sumney dissekerer menneskets kompleksitet (intet mindre!) på et dobbeltalbum, der cementerede ham som et unikum på den internationale artpop-scene.

17. Run the Jewels ‘RTJ4’

Har Killer Mike og El-P tabt pusten på album nummer fire? Absolut ikke, og på en måde føles deres trodsige protest-hiphop mere aktuel end nogensinde før.

16. Rina Sawayama ‘Sawayama’

Vi vidste allerede, at 90’er- og 00’er-nostalgi omkring Britney, Christina og co. var en ting. Men hvem havde troet, at en dosis nu-metal var lige hvad der manglede for at hæve musikken fra nostalgi til eufori?

15. Lady Gaga ‘Chromatica’

Det hele er alt, alt for meget på ‘Chromatica’. Heldigvis er Gaga bedst, når hun er alt, alt for meget.

14. Headie One & Fred Again.. ‘Gang’

‘Gang’ er gangstarap, der ser mod stjernerne: Når produceren Fred Again.. forvrænger drill-rapperen Headie Ones vokal, lyder det som en stemme fra gaden, der langsomt opløses og svæver mod skyerne.

13. Bob Dylan ‘Rough And Rowdy Ways’

De færreste havde nok regnet med, at Bob Dylan i det herrens år 2020 ville levere endnu et hovedværk. Men den 79-årige troubadour er åbenbart ikke færdig med at overraske.

12. Dua Lipa ‘Future Nostalgia’

Dua Lipas festfyrværkeri af et album landede midt i coronakarantænen, men selv (og måske især) under en pandemi har man brug for den her slags altomsluttende popmusik, der overdøver virkeligheden.

11. Gunna ‘Wunna’

Er det her, trapmusikken peaker, eller her, den går i opløsning? Måske begge dele, for på ‘Wunna’ opløser Gunna både trap-beats og rapflows for at finde en ny lyd, der transcenderer genren.

10. Waxahatchee ‘Saint Cloud’

Waxahatchees Katie Crutchfield lagde alkoholen på hylden og skrev i processen nogle af sine mest enkle, rørende sange hidtil.

9. Caribou ‘Suddenly’

Det er ikke fordi, man kan pege på ét track på ‘Suddenly’ og sige: ‘Det dér, det er mesterligt’. Det er helheden af Dan Snaiths følsomme houseunivers, det giver klump i maven.

8. Grimes ‘Miss Anthropocene’

Det var fedt, da Grimes kastede sig ud i et popstjerneprojekt på 2015-albummet ‘Art Angels’, men vi ved jo alle, at hun er skabt til at lave eksperimenternede konceptmusik om jordens undergang, som hun gør på ‘Miss Anthropocene’.

7. The 1975 ‘Notes On a Conditional Form’

22 sange og næsten lige så mange forskellige stilarter? ‘Notes On a Conditional Form’ burde være et kæmpe rod, men er i stedet en magtdemonstration i sangskrivning af Matty Healy og vennerne.

6. Perfume Genius ‘Set My Heart On Fire Immediately’

Mike Hadreas genopfinder ikke sit rigt ornamenterede artpop-univers, men dette er måske hans flotteste samling sange til dato – og det siger ikke så lidt.

5. Haim ‘Women In Music pt. III’

Haim havde indtil 2020 udgivet to rigtig gode album – nu har de også et smågenialt et af slagsen på samvittigheden, der lever højt på flabede tekster og en komplet ubesværet sangskrivning, der flere gange skifter genre uden at give tabt på den uimodståelige melodi.

4. Lil Uzi Vert ‘Eternal Atake’

En sjælden gang imellem – måske én gang hvert femte eller tiende år – er der en rapper på sit absolut højeste, som samler al sin skaberstyrke for at gå fra normal mennesketilværelse til alien-status.

Lil Wayne gjorde det i sin mixtape-storhedstid i slutningen af 00’erne, Future gjorde det i midten af 10’erne, og nu har Lil Uzi Vert gjort det på ‘Eternal Atake’: Et album, der aldrig stopper med at accelerere udad, som om det søger efter ormehuller, der kan føre rapperen til nye dimensioner af hiphopuniverset, der ikke er afsøgt endnu.

3. Phoebe Bridgers ‘Punisher’

Vi vidste, der var noget stort på vej. Phoebe Bridgers har efter sit fornemme debutalbum udvidet sin talentstatus med fremragende samarbejder i Boygenius og Better Oblivion Community Center, men med ‘Punisher’ rammer den amerikanske sangskriver et nyt højdepunkt i karrieren.

De private, ømme, detaljerige, morsomme, skrøbelige tekster er stadig Bridgers’ stærkeste kort, men musikken er nu også blevet udvidet, så vi ikke kun får de gudesmukke folkkompositioner, hun laver som ingen anden i sin generation. Som om det ikke ville have været rigeligt.

2. The Weeknd ‘After Hours’

På ‘After Hours’ fuldender Abel Tesfaye endelig sin mangeårige, eventyrlige hjemme-ude-hjemme-bevægelse – fra Toronto-talent til verdensstjerne med hus i Los Angeles og så tilbage igen.

Først var han nattens dystre, druggy varulv på de tidlige ‘Trilogy’-mixtapes, så var han en poleret popstjerne tæt på Michael Jackson-niveau med ‘Beauty Behind the Madness’ og ‘Starboy’. Nu, på ‘After Hours’, er han på magisk vis begge dele.

De to sider – søvnløst nattemonster og storslået popstjerne – smelter ikke bare sammen, de bliver til noget større. For første gang føles det som om, The Weeknd er popstjerne på sine helt egne præmisser. Han prøver ikke at passe ind i popstjernekostumet, han får skræddersyet sit eget.

1. Fiona Apple ‘Fetch the Bolt Cutters’

Det er længe siden, at der er blevet udgivet et så universelt hyldet album som Fiona Apples ‘Fetch the Bolt Cutters’. Længe siden, at et album så hurtigt og så monumentalt er blevet kastet op på ‘meterværk’-piedestalen.

Men altså: Det er nu engang fakta, at den sky amerikaners femte album er netop det; et mesterværk. Et mesterværk fra en idiosynkratisk sangskriver, hvis viltre brug af percussion er uden sidestykke, og hvis potente, ætsende lyrik om samfundets brodne fundamenet har hævet sig til et hidtil uset niveau.

Albummet lyder som en slags kulmination på Fiona Apples tumultariske karriere, men samtidig lever sangene af en umiddelbar og presserende energi. Det her er musik, der ikke kan, skal eller vil holdes nede.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af