Akon planlægger at bygge endnu en futuristisk Akon City i nyt afrikansk land

Akon planlægger at bygge endnu en futuristisk Akon City i nyt afrikansk land
Akon. (Foto: Kate Green/Getty Images)

Akon drømmer stort. Sidste år blev r’n’b-sangeren således tildelt et område på otte kvadratkilometer i hjemlandet Senegal, hvor han vil bygge en futuristisk by kaldet Akon City. Og allerede nu lægger han planer om næste byprojekt i et andet afrikansk land.

Uganda er destinationen for Akon City nummer to, som nu også har fået et areal på 2,5 kvadratkilometer af landets regering til at blive bygget på, fortæller blandt andre Complex. Det vides ikke, hvad omkostningerne til projektet løber op i, men Akon indsamlede omkring 37 milliarder kroner til etableringen af den første by i Senegal.

Ligesom denne skal Uganda-byen også udelukkende benytte Akons egen kryptovaluta med det geniale navn AKoin.

På et pressemøde i mandags præsenterede Akon det nye projekt. Herunder kan du se en video derfra, hvor sangeren holder en to minutter lang motivationstale på vegne af Afrika, da han bliver spurgt om, hvorvidt ugandere vil have råd til at bo i den kommende Akon-by.

»Jeg ved, at hvis jeg placerer den der, så kommer de til at finde en måde at få råd til den på, fordi den kommer til at motivere dem«, svarer Akon. »Når du i sidste ende skaber en mulighed, vokser folk med den mulighed. Folk lærer af den mulighed, folk bliver motiveret af den mulighed«.

Byggeriet af den senegalesiske Akon City er sat til at begynde i år, og den forventes at stå færdig om tre år. Akon planlægger at have opført søsterbyen i Uganda i 2036.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af