Justin Bieber har fuld fart på for tiden. For nogle uger siden udgav han albummet ‘Justice’, der blev fulgt op ugen efter af en deluxe-version med seks nye sange.
Nu er popstjernen klar med EP’en ‘Freedom’, der også tæller seks sange, som han har udgivet ud af det blå i anledning af påsken.
EP’en følger Biebers religiøse vækkelse med en klar gospel-inspiration. Udgivelsen rummer gæster som Brandon Love, Chandler Moore, Judah Smith, Lauren Walters, Pink Sweats og Tori Kelly.
‘Justice’, som vi her på siden gav fire stjerner, markerede en ny kommerciel rekord for Bieber, idet han blev den kun tredje person nogensinde til at debutere med et album på førstepladsen hos Billboards top 200 og Hot 100. Albummet var angiveligt også det første nogensinde til at nå nummer et hos Apple Music i mere end 129 lande.
Den stærke position var uden tvivl hjulpet på vej af, at udgivelsen var en af få store under den nuværende corona-musiktørke.
Hør ‘Freedom’ herunder.