Drill-rapperen Lil Reese er blevet skudt

Drill-rapperen Lil Reese er blevet skudt
Lil Reese. (Foto: PR)

Drill-rapperen Lil Reese blev lørdag morgen ramt af skud i sin hjemby, Chicago, fortæller CWBChicago.

Chicagos politi reagerede lørdag morgen på en række opkald om, at en gruppe mænd skød efter hinanden. De fandt herefter tre mænd med skudsår i et parkeringshus sammen med en gennemhullet Dodge Durango-bil. Flere kilder fortæller, at den 28-årige drill-rapper med det borgerlige navn Tawares Taylor var blandt de tre skudofre. Hans øje blev strejfet af et skud, men han er i stabil tilstand på Northwestern Hospital, skriver lokalmediet.

De to andre mænd på 20 år og 27 år blev ligeledes transporteret til hver deres hospital, og det ældste skudoffer er i en livstruende tilstand.

Lil Reese har været en toneangivende figur i Chicagos stilskabende drill-bølge og blev nationalt kendt i starten af 2010’erne, særligt grundet sit gæstevers i den nyklassiske Chief Keef-sang ‘Don’t Like’. Reese står desuden for nogle af genrens klassikere som sangene ‘Traffic’ og ‘Us’, begge fra 2012.

Rappere i drill-miljøet er generelt berygtede for at leve et liv på kant med loven, og det er faktisk ikke mere end 18 måneder siden, at Lil Reese senest blev skudt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af