Jadas optræden til Zulu Awards var nogenlunde præcis lige så overlegen, som vi efterhånden er vant til fra den danske sanger.
Hun startede dramatisk med den seneste single ‘I’m Back’ og gled igennem et stilsikkert garderobeskifte, hvor man kunne se hendes silhuet bag en tynd skillevæg, hvorefter hun flankeret af både strygere og korsangere fremførte ‘Nudes’ på en seng.
Men ikke en hvilken som helst seng!
Jada optrådte nemlig på en speciallavet konstruktion, der lykkedes med at se både futuristisk og eventyrsagtig ud på samme tid – og som selvfølgelig havde sangerens navn stående foran.
Det er altså popstjerne-agtigt på Mariah Carey-niveau at have en seng med sit eget logo på.
Det er ikke alle, der ville kunne slippe afsted med sådan et move – men Jada er heldigvis heller ikke hvem som helst.