Damon Albarn har altid gang i ét eller andet. For nyligt annoncerede den musikalske blæksprutte et nyt soloalbum, men dét album har faktisk været færdigt siden februar, så siden da er han vendt tilbage til at holde Gorillaz-gryden i kog.
Og tegneseriebandet arbejder på noget specielt, afslører Albarn i et nyt interview med NME.
»Jeg har arbejdet på karnevalmusik med Gorillaz sammen med en masse folk fra Vestlondon. Vi går virkelig tilbage til ånden fra det første album. Det er meget spændende, og vi har virkelig nydt det. Det er en dejlig modbalance til ‘The Nearer the Fountain…’«, siger Albarn med reference til det kommende soloalbum ‘The Nearer The Fountains, More Pure the Streams Flow’, der med hans egne ord »udforsker tematikkerne om skrøbelighed, afsavn, opvågnen og genfødsel«.
Soloalbummet udkommer 12. november, og hvem ved – måske et Gorillaz-album følger lige efter.
Så man man først komme helt ned i gear, og så helt op igen med noget karnevalmusik – hvad end det så rent faktisk betyder i Gorillaz-sammenhæng.