Som bekendt valgte Kanye West ikke at udgive sit næste album, ‘Donda’, i fredags som lovet. Aftenen inden havde han ellers været vært for en storstilet lyttepremiere i det gigantiske Mercedes-Benz Stadium i Atlanta.
Og ja, rapperen har aldrig været bleg for at invitere til listening parties for ikke helt færdigbagte projekter, men en officiel albumannoncering i en Beats-reklamevideo var med til at give os troen på, at det efterhånden mytiske ‘Donda’ faktisk ville udkomme.
Nu lyder det fra flere kilder, at Kanye West vil sætte albummet i verden 6. august – om det holder vand, vil tiden vise, men i hvert fald er Kanye gået i intens arbejdslejr.
Ja, faktisk er han ligefrem flyttet ind i Atlanta-stadionet for at færdiggøre og finpudse ‘Donda’. Her har verdensstjernen indrettet et studie og en lille, midlertidig hybel, som han nu har vist frem på sin Instagram. En seng, en fladskærm og et par Yeezy-designs er eneste inventar i det beskedne omklædningsrum.
Dog har Kanye ifølge TMZ hyret en privat kok.
På Instagram har Kanye West de seneste dage også delt billeder af det lettere bizarre outfit, han bar under lytteeventet, med en elefanthuelignende maske for ansigtet.