‘Donda’ er ude, og der er hele 27 numre og næsten to timers musik at gå i dybden med.
Det er et decideret monsterværk, som vil tage lang tid at skille ad og samle igen. Tjek bare credits-listen: Det er så overvældende, hvor mange rappere og producere, der har været inde over det her album.
Ud over gæster og producere er det også spændende at dykke ned i, hvilke samples der er blevet brugt. For Kanye har jo altid været en mester i at finde og bruge samples på nye og uventede måder – fra den soul-samplende karrierestart til progrock a la King Crimson på ‘Power’ fra ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’.
Folk er stadig ved at skille ‘Donda’ ad, men ét sample er indtil videre (retmæssigt) løbet med det meste af opmærksomheden. Det drejer sig om nummeret ‘Believe What I Say’, der sampler Lauryn Hills ‘Doo Wop (That Thing)’.
Når én hiphoplegende sampler en anden (og endda så stort et hit), så går internettet naturligvis bersærk, og der er også tale om et af de stærkere tracks på ‘Donda’.
Et andet sample, der dog også stikker ret kraftigt ud, finder man på ‘Heaven and Hell’, der starter med disse samplede ord:
»Children growing, women producing / men go work and some go stealing / everyone’s got to make a living«.
Og hvor har man så lige hørt det før?
Det er muligt, at de virkelig musiknørdede har hørt originalen: Nemlig 20th Century Steel Bands ‘Heaven and Hell Is on Earth’ fra 1975 (læg mærke til titlen og overlappet med Kanye-nummert).
Men de fleste kender nok samplet fra Jennifer Lopez’ signaturnummer ‘Jenny From the Block’ fra 2002, der bruger samplet i lige så åbenlys grad som Kanyes ‘Heaven and Hell’.
Der er dog én klar forskel: Kanye har kørt samplet betydeligt ned i tempo, så der opstår en helt anden grundstemning end i både originalen og ‘Jenny From the Block’. Men det er stadig ulig Kanye, at han bruger et sample, som i forvejen er så kendt fra en anden sang.
Hør både Kanye-sangen, Jennifer Lopez-sangen samt originalen forneden.