Kanye Wests ‘Donda’ er ude, og mens rapperen hævder, at hans pladeselskab har udgivet albummet uden hans tilladelse, så er det da pudsigt, at en tilhørende merch-kollektion er kommet online simultant med udgivelsen af musikken.
På Kanyes website kan man således finde en lille ‘Donda’-kollektion, der blandt andet indeholder en kasket og en sort maske a la den, Kanye har rendt rundt med i det meste af optakten til albummet.
Derudover kan man også købe en t-shirt med print, som på den ene side fremviser det præsidentielle segl. På den anden side finder man årstallet 2024.
Det ligner altså, at Kanye har genoplivet den kaotiske præsidentkampagne, han lancerede i 2020, og nu atter kigger frem mod valget i 2024.
Da Kanye i november 2020 erkendte sit nederlag, gjorde han det via et enkelt tweet, der også kiggede frem mod 2024, men grundet den generelle stilhed omkring emnet havde mange nok formodet, at Kanyes præsidentdrømme var slukket eller gået i glemmebogen.
Men nej, med det her nye merch lægger han atter op til, at USA’s ypperste embede er drømmen, som han vil prøve at opnå.
Selv om ‘Donda’-albummet mest af alt kredser om religion, så er der også små glimt af politik: Hovedsageligt i en linje fra Jay-Z på nummeret ‘Jail’.
»Told him, ‘Stop all of that red cap, we goin’ home’«, rapper Jay-Z og indikerer altså, at han har opfordret Kanye til at droppen støtten til Donald Trump.