I slutningen af juli kom DaBaby med en række homofobiske udtalelser under en koncert på festivalen Rolling Loud.
Siden da har kunstnere som Dua Lipa og Elton John taget afstand fra rapperens kommentarer, og flere festivaler har fjernet DaBaby fra deres lineup.
Nu rækker Miley Cyrus dog ud til DaBaby via Instagram, hvor hun indikerer, at hun har skrevet direkte til rapperen.
»Check dine dm’s – jeg ville elske at tale med dig og se, hvordan vi kan lære af hinanden og hjælpe med at skabe en mere retfærdig og forstående fremtid«, skriver Cyrus som beskrivelse til selve opslaget, der er en længere tekst om cancel culture.
»Internettet kan være drivkraft til en masse had og vrede og er kernen af cancel culture … men jeg tror, at det også kan være et sted fyldt med uddannelse, samtaler, kommunikation og forbindelse«, skriver Cyrus, som fortsætter:
»Det er lettere at cancle en end at finde tilgivelse og medfølelse i os selv«.
»Der er ikke ikke mere plads til splittelse, hvis vi vil blive ved med at se udvikling! Viden er magt! Jeg ved, at jeg stadig har meget at lære!«, afslutter Miley Cyrus sin besked.
DaBaby udsendte for et par dage siden en undskyldning, som blev indledt med denne passage om netop cancel culture:
»Det går så hurtigt på sociale medier, at folk vil vil ødelægge dig, før du overhovedet har haft mulighed for at vokse, uddanne dig og lære af dine fejl«.