Branco har fjernet White Stripes-sample fra ‘Goal’ – ny version af sangen med Lukas Graham og Artigeardit er ude nu

Branco har fjernet White Stripes-sample fra ‘Goal’ – ny version af sangen med Lukas Graham og Artigeardit er ude nu
Branco. (Foto: PR)

Det største wtf-moment på Brancos nye album ’10 Years’ er blevet fjernet fra streamingtjenesterne.

På sangen ‘Goal’ havde Albertslund-rapperen samplet The White Stripes-klassikeren ‘Seven Nation Army’, der i senere år har fået sit eget liv til fodboldkampe og koncerter, hvor folk elsker at mime nummerets melodi med brægende »lå lå lå«-kor.

Branco havde faktisk både samplet ‘Seven Nation Army’, men også inkluderet det velkendte »lå lå lå«-kor på nummeret, der gæstes af Lukas Graham og Artigeardit.

Da ‘Goal’ udkom, var The White StripesJack White krediteret som sangskriver på Spotify, så alt så ud til at være i orden. Men kort efter udgivelsen blev sangen alligevel fjernet fra streamingtjenesterne, så et eller andet er der gået galt.

Men hvad?

Det har Ekstra Bladet spurgt Brancos manager Miklo om. »Der har været nogle komplikationer, men der er kommet en bedre version ud af det. Den kommer nok på Spotify inden for 24 timer«, udtalte han til avisen torsdag eftermiddag.

Den nye version er i skrivende stund landet på platforme som YouTube, iTunes og Tidal, men er endnu ikke på Spotify.

På den nye udgave af ‘Goal’ er »lå lå lå«-koret fjernet, og ‘Seven Nation Army’-samplet i produktionen er erstattet med en anden melodi. Jack White er heller ikke længere krediteret som sangskriver.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dermed er den originale version af ‘Goal’ altså sandsynligvis historie. Og det er faktisk ikke første gang, Branco har ændret en allerede udgivet sang.

Tidligere i år fjernede rapperen således et ellers ekstremt hypet vers af den svenske rapper Yasin fra sangen ‘Jiggy’ fra ‘Baba Business 2’.

Soundvenue har skrevet til Brancos pladeselskab Sony for at få en kommentar, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af