‘Lean On’ var tæt på at knække Mø – i Den Grå Hal tog hun kontrollen tilbage
En dødsdrom. Det er i denne cylinderformede arena, at særligt passionerede motorcyklister demonstrerer deres dødsforagt for et publikum. Fræsende rundt og rundt på den lodrette væg. Slipper du speederen, crasher du.
For Mø er dødsdromen blevet et billede på den hektiske tilværelse, hun lod sig hvirvle ind i, efter at fænomenet ‘Lean On’ i 2015 åbnede alle tænkelige døre, scener og hitlister for den dengang stadig nyslåede popstjerne.
Mø sagde ja, når kroppen og psyken sagde nej. I 2019 måtte hun efter sin ‘Forever Neverland’-turné udbrændt trække sig tilbage og genskabe forbindelsen til sig selv og sin kreativitet, har hun for nylig fortalt i DR-podcasten ‘Hvem er…’.
Mø har haft behov for at zoome ind. Og netop denne bevægelse prægede også hendes comebackkoncert og lancering af det nye ’Motordrome’-album fredag aften.
De (i Mø-sammenhæng) intime rammer var Den Grå Hal på Christiania, hvor Karen Marie Ørsted spillede små gigs i Mor-dagene, og hvor hun efter eget udsagn altid har drømt om at optræde som Mø.
Med på scenen var bedsteven og eks-Mor-medlem Josefine Struckmann samt en halvcirkel af særligt heldige fans. Og Mø selv var nervøs, sårbar og tydeligt berørt. Fuck Orange og Royal Arena, når man kan spille med vennerne på Staden.
Den stærke single ‘Live To Survive’ har introduceret et glitrende element af eurodance og 80’er-æstetik i Møs sprudlende popmusik, men i Den Grå Hal stod det klart, at stjernens tredje album bliver mørkere og mere rocket end hendes tidligere udgivelser.
Ved koncertens start vandrede hovedpersonen igennem publikumsmængden med en læderklædt bande af et band bag sig til et dunkelt synthloop fra den nye sang ‘YIL’. Med sit vinrøde hår og sorte bikeroutfit fulgte Mø det nye koncept visuelt til dørs.
Fremførelsen af ‘YIL’ og den ligeledes nye ‘Cool To Cry’ understregede dog, at Mø stadig vil det gode omkvæd og det finurlige C-stykke, omend trommer og guitar nu synes at fylde mere i lydbilledet.
Desværre faldt lyden (fuldstændig!) ud ikke bare én, men to gange under sidstnævnte sang. Det var synd, for det tog toppen af den energi, som koncertens intro skulle have pumpet ud i den småsnakkende hal, der tilsyneladende bestod af lige så mange indifferente festjægere som inkarnerede fans.
Mø var heldigvis, og som forventet, alt for cool til at græde over et tekniksvigt, og herfra spillede hun aftenens første kuld af klassikere i form af ‘Nostalgia’, ‘Pilgrim’ og ‘Maiden’, hvor især sidstnævnte fremstod forførende flosset og intens med de rockede trommer.
Under ‘Nights With You’ dukkede Mø op på en lille scene få meter fra undertegnede, og herfra kom der mere samling på festen med fællessang til ‘Blur’ og ’Lean On’. Under sidstnævnte nemesis-hit var Mø danset videre til en tredje scene bagerst i hallen, og her indtraf en dramatisk gimmick, hvor stjernen tav og så paralyseret op imod sit band, imens beatet gled ud i murrende elektronisk støj.
Hun forsvandt fra podiet, og mit gæt fra mine undervældende 168 centimeter er, at hun lod sig falde ned på gulvet. Crash. Først flere minutter senere kravlede hun op på den lille scenes motorcykelskelet og fremførte badet i rødt lys den slæbende, dystre opbrudsballade ‘Run Away’.
Der var således en gennemført historiefortælling bygget ind i Møs comebackshow. Det var ambitiøst og ikke perfekt forløst, men elementer som kaotisk pogo-dans til Mor-sangen ‘Fisse i dit fjæs’ og en nærværende akustisk version af ‘Don’t Leave’ sidst i settet var med til at ruske spændingerne ud af en koncert, som lover ualmindeligt godt for ‘Motordrome’ og Møs næste kapitel.
Kort sagt:
Møs comebackkoncert var en flosset og intens kombination af hitparade, gensynsglæde, tekniksvigt og dramatiske gimmicks – og heldigvis nye, særdeles stærke sange, der lover godt for stjernens næste kapitel.