Den blot 41-årige designer Virgil Abloh døde i weekenden efter længere tids kræftsygdom, som han havde holdt skjult fra offentligheden. Siden er det væltet ind med hyldester og kondolencer fra en bred vifte af stjerner inden for blandt andet mode- og musikverdenen.
En af Ablohs tætteste samarbejdspartnere gennem karrieren, Kanye West, har ikke udtalt sig om direkte om vennens død endnu, men dedikerede weekendens Sunday Service-gudstjeneste til Abloh, hvor koret blandt andet spillede en religiøst drejet version af Adeles ‘Easy On Me’.
»I kærlig mindelse af Virgil Abloh, den kreative direktør af Donda«, stod der ifølge Complex på et tidspunkt på skærmen under den livestreamede gudstjeneste.
Kanye West og Virgil Abloh havde et langt venskab og kreativt parløb. Abloh designede flere af Kanyes albumcovers, inden hans karriere tog fart med de toneangivende mærker Pyrex Vision og senere Off-White, hvorefter han endte som den første sorte kreative chef hos Louis Vuitton i Paris.
De to visionære mænds fælles rejse kulminerede i det berømte, tårevædede kram, de gav hinanden til Virgil Ablohs Louis Vuitton-debut i Paris i 2018.