Vinderne kåret til P3 Guld – Drew Sycamore nupper hovedprisen

Vinderne kåret til P3 Guld – Drew Sycamore nupper hovedprisen
Drew Sycamore. (Foto: Petra Kleis)

Årets P3 Guld-priser er netop blevet uddelt i DR Koncerthuset, og her løb Drew Sycamore med hovedprisen.

Popkunstneren, der tidligere i år udgav albummet ‘Sycamore’, vandt nemlig P3 Prisen foran Andreas Odbjerg, som var den anden nominerede.

Odbjerg gik dog ikke tomhændet hjem fra prisuddelingen, da hans samarbejde med Tobias Rahim, ‘Stor mand’, blev kåret til P3 Lytterhittet. Her var Kidds ‘Buongiorno’ og Kesi og Artigeardits ‘Er her’ de andre nominerede.

Mekdes blev kåret til P3 Talentet foran Statisk og Selma Judith.

Som noget nyt blev pengepræmien på 100.000 kroner delt mellem vinderne af P3 Prisen og P3 Talentet i stedet for udelukkende at gå til vinderen af hovedprisen.

Årets P3 Guld blev ikke sendt live på tv, men i stedet i radioen på P3. Prisuddelingen kan dog ses på dr.dk fra på lørdag, mens den også vises på DR1 lørdag aften.

Til showet optrådte blandt andre Drew Sycamore, Lord Siva, Coco O., Statisk og Burhan G sammen med Kidd og Tobias Rahim.

Vinderne af P3 Prisen gennem tiden:
2021: Drew Sycamore
2020: Jada
2019: The Minds of 99
2017: Benal
2016: Karl William
2015: Ukendt Kunstner
2014: Mø
2013: Marie Key
2012: When Saints Go Machine
2011: Fallulah
2009: I Got You On Tape
2008: Veto
2007: Dúné
2006: Mikael Simpson
2005: Tina Dickow
2004: Peter Sommer
2003: Baby Woodrose
2002: Swan Lee
2001: Saybia

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af