Drew Sycamores nye popalbum er et uimodståeligt nostalgitrip

Drew Sycamores nye popalbum er et uimodståeligt nostalgitrip
Drew Sycamore. (Foto: Petra Kleis)

Det er nok ikke gået mange ører forbi, at 80’erne i den grad har gjort sit indtog i nutidens popmusik. Store internationale stjerner som Dua Lipa, The Weeknd og Miley Cyrus har for længst bragt årtiets æstetik og lyd til toppen af hitlisterne på forskellig vis, og med sit andet album ’Sycamore’ giver danske Drew Sycamore nu sin fortolkning af den lige dele elskede og forhadte æra.

Allerede fra første anslag sætter det stærke intronummer ’Jungle’ retrostemningen an med glitrende synths, luftigt kor, funky bas og let distortede trommer, der skærer igennem det ellers pæne lydbillede, som vækker klare associationer til en af vor tids fornemste popmagere, Carly Rae Jepsen. Det er et af den slags numre, der giver dig akut lyst til at danse, mens du går ned ad gaden – og den slags er der altså flere af på ’Sycamore’.

Heriblandt singleforløberne ‘Take It Back’ og ’I Wanna Be Dancing’, hvor særligt sidstnævnte er decideret uimodståelig med sine heftige trommefills og direkte referencer til Whitney Houstons euforiske megaklassiker ‘I Wanna Dance With Somebody’. Det er veleksekveret nostalgi, som pumper tiltrængt liv i det festfattige coronahjerte, og der skal altså gå meget galt, hvis ikke det nummer bliver et gigahit af format i denne genåbningens sommer.

Der vil altid være en vis ambivalens forbundet med at lytte til den slags musik, der så åbenlyst skuer bagud, fordi den uundgåeligt vil score lavt på klassiske vurderingsparametre som innovation og originalitet. Og også ’Sycamore’ hviler på den samme hårfine balance mellem intetsigende pastiche og relevant opdatering af klassikerne, som al retropop i dag kæmper med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Albummet rammer oftest et sweet spot, hvor den tydelige inspiration fra fortiden er leveret med en altafgørende selvironi og charme, men særligt på ’Tainted Love’ begynder referencerne at blive skåret for tykt ud, ligesom den diskoinfluerede ’The Rhythm’ mod slutningen bliver antiklimatisk med sit undervældende talkbox-omkvæd.

Derfor er det også forfriskende, når ’Sycamore’ ved flere lejligheder forlader de helt tykke 80’er-klichéer til fordel for et mere opdateret udtryk, som på det ’Twilight’-inspirerede (vampyrer har efter sigende en kropstemperatur på syv grader aka 45 fahrenheit) radiohit ’45 Fahrenheit Girl’. Sammen med de to klassiske sangskriverballader ’Didn’t Get To Know You At All’ og afslutningsnummeret ’Crying Wolf’ udgør det en underspillet kontrast til de synthbaserede numre.

De akustiske ballader sikrer sågar også en kærkommen mulighed for at udfolde Drews kyndige vokal på et mere nøgent bagtæppe, der skaber plads til en del flere inderlige nuancer end en energisk synthbanger kan rumme.

Målet med ’Sycamore’ har ifølge en pressemeddelelse været at »skubbe til grænserne for popnostalgien«, men jeg må altså erklære mig uenig i, at albummet lykkedes med at rykke grænser eller for den sags skyld bringe noget nyt til popmusikkens våde 80’er-drøm.

Spørgsmålet er egentlig også, om det behøver det. For ’Sycamore’ indeholder i stedet en håndfuld virkelig velproducerede popsange, der formår at tage sin lytter med på et nostalgitrip, som man skal være ualmindelig standhaftig for ikke at lade sig rive med af – og det kan vel egentlig være ligeså godt, hvis ikke bedre, end at rykke ved musikkens grænser.


Kort sagt:
’Sycamore’ rykker ikke grænserne for den 80’er-fikserede retropop, men albummets nostalgitrip er alligevel så veludført, at det ikke er til at modstå.

Drew Sycamore. 'Sycamore'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af