2022 lover stort for det sprængfarlige makkerpar i Fabräk. Ikke alene er de nomineret i tre kategorier til året Steppeulv og blandt Vegas Udvalgte, de er også blevet klar til at kaste om sig med udråbstegn på deres allerførste danmarksturné.
På turnéen, der tæller i alt 18 koncerter, starter bandet på Loppen i København og tager videre mod blandt andet Posten i Odense og Radar i Århus. Til sidst vender de – som alle gode eventyr – hjem til København og slutter turnéen af på Vega.
Duoen har indtil videre kun tre singler i bagagen, der med sine punkede energier adskiller sig mærkbart fra alt andet på den danske hiphopscene. Selv om Fabräk inderligt hader at blive kaldt et punkband, er de musikalske referencer altså næppe til at tage fejl af. Vi kan måske forsigtigt gå med til pseudopunk for nu. Måske vi bliver klogere, når duoen kommer med deres første længere udgivelse.
Det går bestemt ikke stille for sig, når Fabräk spiller live. På sidste års Spot Festival satte deres højenergiske tryk i den grad vores anmelder i svingninger. »Jeg havde det – for at sige det ligeud – pissesjovt til de flabede anti-punkeres kæmpemæssige rockfest«, skrev Kjartan F. Stolberg og uddelte fire stjerner.
Der er garanteret sved på panden, når de kommer til din by, og er det ikke lige, hvad vi trænger til?
Billetsalget starter 14. januar kl. 12.00.
Fabräk – turne:
10/3 – Loppen, København
13/4 – Gladsaxe, Richter
14/4 – Vordingborg, Stars
15/4 – Helsingør, Elværket
16/4 – Esbjerg, Konfus
21/4 – Aarhus, Radar
22/4 – Sønderborg, Mejeriet
23/4 – Thisted, URT
27/4 – Odense, Posten
28/4 – Skanderborg, Walthers Musikcafé
29/4 – Vejle, Bygningen
30/4 – Albertslund, Forbrændingen
05/5 – Fredericia, Ungdommens Hus
06/5 – Aalborg, Studenterhuset
12/5 – Roskilde, Gimle
13/5 – Rønne, Rasch Pakhus
14/5 – København, Vega