»Vi er ikke et fucking punkband«, proklamerede Fabräk som noget af det første under deres 210 kilometer i timen-hæsblæsende koncert på en regnfuld Spot Festival i sidste uge.
Men måske de så er et … postpunk-band?
Det fristes man i hvert til at tro efter at have hørt deres nye single ’24’, der udvider den danske duos univers efter to singler med eksplosiv, råbende og ironisk brostens-galde i spændingsfeltet mellem rap og punk.
Den der iskolde guitar, den ondt ulmende bas og trommerne, der banker apatisk derudaf – vi er tilbage til de sortrandede sen-70’ere og 80’ere i England med Joy Division og The Cure, og meget i den ånd synger Sixten og Cxrtier om at have det vildt, men også lidt hårdt på dansegulvet.
»Vi blir’ ved, når de andre får nok«, lyder det i omkvædet, mens makkerparret danser derudad med mobilen slukket efter en hel dags druktur – proklamerer altså selve teksten, ikke undertegnede.
’24’ er Fabräks trejde single efter ‘Voldsom’ og ‘Daarligt’, og mens jeg i hvert fald troede, at deres stil var mere eller mindre fastlåst efter de to første singler, så er alle veje nu åbne for Fabräk.
Alt ud over at blive et »fucking punkband«.