Tessas strid med Blachman er ovre: »Han har givet mig en rigtig undskyldning«

Tessas strid med Blachman er ovre: »Han har givet mig en rigtig undskyldning«
Thomas Blachman og Tessa. (Foto: Lasse Lagoni/TV 2 / Jesper Skoubølling)

En måned efter at Tessa udgav sin video, hvor hun rettede en skarp kritik mod Thomas Blachman for hans udtalelser til Zulu Awards sidste år, kan den danske popstjerne nu meddele, at stridsøksen er begravet.

Da Tessa gik på scenen til dette års Zulu Awards, hvor hun skulle overrække prisen for årets kunstner, brugte hun lidt tid på at italesætte elefanten i rummet:

»For lige at snakke om det, vi alle sammen tænker på: Thomas Blachman. For lige at få det ud af verden. Vi har talt sammen. Han har givet mig en rigtig undskyldning, og den har jeg taget imod«, sagde Tessa til stor jubel fra salen ifølge B.T.

Hun forklarede også, hvorfor hun valgte at gå til modangreb på Blachman med sit disstrack:

»Sagen handler mere om at kunne udtrykke sig frit uden at blive shamet. Uden at blive gjort til en selvforskyldt skydeskive. Det handler om at turde stå frem, præcis som man er, og stå op for hinanden. Hvis folk ikke kan respektere det, kan de bare holde deres fucking kæft«.

Til sidste års Zulu Awards gik Blachman på scenen og fyrede blandt andet en »kom og knald mig«-kommentar af mod Tessa. Det fik Tessa til at udgive et disstrack sidste måned, blandt andet fordi hun ikke havde modtaget den undskyldning fra Blachman, som han ellers nævnte i en række medier.

Årets Zulu Awards bliver sendt på TV 2 Zulu 20. februar klokken 20.55.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af