Tessa tog bladet fra munden i går, da hun delte en freestyle-video, hvori hun kritiserede Blachman for hans upassende rant ved Zulu Awards sidste år, hvor han blandt andet råbte »kom og knald mig« til Tessa.
Som man også kan høre i Tessas freestyle, har Blachman tidligere påstået, at han har sendt rapperen en undskyldning, hvilket han fastholdt i går, da Tessas diss gik viralt.
Til B.T. kommenterede Blachman via sin personlige assistent, at han sendte Tessa en skriftlig undskyldning på Instagram efter Zulu Awards sidste år, men at han nu erfarer, at hun ikke har modtaget beskeden:
»Men hvad fanden, jeg læser heller ikke alle mine beskeder. Jeg undskylder igen. Når det er sagt, så er showbiz showbiz«, udtaler Blachman til B.T.
Men på Instagram fastholder Tessa, at hun aldrig har modtaget en undskyldning fra Blachman. Det dokumenterer hun blandt andet i en story, hvor hun deler screenshots af de ikkeeksisterende beskedudvekslinger med Blachmans to Instagram-konti.
»Kan I se en besked her?«, spørger rapperen retorisk i storyen.
Blachmans personlige assistent har ellers forsøgt at dokumentere samtalen mellem Blachman og Tessa med et screenshot af den angivelige undskyldning, hvis fulde ordlyd kan læses hos B.T.